Flere skove, søer og vild natur skal erstatte landbrugets mest klimaskadelige marker.
Det er en central del af landbrugsaftalen fra oktober, der med et bindende mål skal reducere landbrugets CO2-udledning med 55-65 procent i 2030.
Det har den historisk brede forligskreds netop besluttet at styrke med ekstra 125,5 millioner kroner.
Pengene skal blandt andet sætte skub i initiativer, der omlægger drænet landbrugsjord til natur, styrker kommunernes rolle i indsatsen og forlænger den populære jordfordelingsfond, hvor landbrugere kan købe og sælge deres jorde til gavn for miljø og klima.
Herudover afsættes der ekstra penge til indsatser, der styrker kvælstofreguleringen og et bedre vandmiljø samt forskning.
Fakta:
-
- Forligskredsen har fordelt 125, 5 millioner kroner. Heraf:
-
-
- 20,5 mio. kr. til den multifunktionelle jordfordelingsfond
- 30 mio. kr. til udtagningsindsatsen af lavbundsjorder heriblandt til at styrke kommunernes rolle
- 75 mio. kr. til analyser og forskning i bl.a. bedriftsregnskaber og ny reguleringsmodel af kvælstof
-
-
- Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug blev indgået af regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne den 4. oktober 2021
Citater fra aftalepartierne:
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn:
”Vi har sat nogle yderst ambitiøse mål for dansk landbrug med landbrugsaftalen. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe landbruget med at indfri. Derfor er jeg meget begejstret for de gedigne skub, vi nu giver en række af de mest afgørende grønne projekter. Både i forhold til at poste penge i de ting, vi ved, der virker, som for eksempel jordfordelingsfonden, men også i de ting, vi skal udvikle og forbedre, som for eksempel udtag af lavbund og kvælstofregulering, der kan gavne klimaet og vandmiljøet helt enormt”.
Fødevareordfører Erling Bonnesen (V):
”Landbrug, klima og miljø skal gå ”hånd i hånd”. Den grønne omstilling er kommet for at blive. Den er i fuld gang. Og vi tager ansvar i Venstre. Vi skal videre og fortsat være forrest i udviklingen af de nyeste løsninger. Der skal også i fremtiden kunne drives stort eksportorienteret landbrug og fødevarer, der skaber mange arbejdspladser, vækst og eksport. Nu styrkes forsknings- og udviklingsarbejdet med fokus på grønne indsatser, herunder udtagning af lavbundsjorde, kvælstofreguleringsmodel, klimabedriftsregnskaber jordfordelingsfond, biodiversitet og klimagasreduktioner. Denne udmøntningsaftale er startskuddet på at omsætte landbrugsaftalen til virkelighed”.
Landbrugsordfører Rasmus Nordquist (SF):
”Efterårets landbrugsaftale handler om at skabe den nødvendige grønne omstilling. Derfor er det godt, at der nu udmøntes penge til forskning og til helt konkret at få hænder ud og hjælpe med udtag af lavbundsjorderne. Det er hidtil gået for langsomt”.
Landbrugs- og fødevareordfører, Søren Egge Rasmussen (EL):
”Enhedslisten glæder sig over, at der afsættes ekstra midler til at udtage flere lavbundsarealer med stor klimaeffekt og samtidig får vi mere natur og reducerer kvælstofforureningen fra landbruget. Derudover er der midler til analyser, som kan styrke omstillingen til mere økologi, plantebaserede fødevarer og proteinstrategi. Alt sammen gode initiativer, som kan omstille landbruget i en mere bæredygtig retning, det har vi i høj grad brug for at nå landbrugets klimamålsætning.
Landsformand Isabella Arendt (KD):
“For KD er det afgørende, at vi med alle grønne tiltag rammer lige dér, hvor ambitioner møder realisme. Med 125 mio. kr. til grønne tiltag sikrer vi, at der følger konkrete løsninger med vores høje ambitioner. Landbruget skal reducere sit klimaaftryk markant. Det kræver ny viden og nye teknologier, når vi skal nå Parisaftalens mål. Danmark har fødevareproduktion og landbrug i verdensklasse. Med dette initiativ er det vores mål at udbygge førerpositionen og bidrage til grøn omstilling ikke bare i Danmark, men gennem eksport af viden til resten af verden.”