Fortrolighed og foranderlighed er genkommende temaer hos digter og forfatter Poul Jansen, der tidligere har udgivet romanerne Solsortens triller og Svanesang samt digtsamlingen Havets hjerteslag, som var smukt illustreret af billedkunstner Laila Pallisgaard.
Poul Jansens digte, hvis sproglige tone og temaer mange givetvis allerede kender fra netavisen, er så godt som altid bygget op med sangvenlige versefødder og rim, skrev netavisens freelancer Torben Elling om Havets hjerteslag. Samlingen bød kort fortalt på en sanselig rejse gennem årets og livets fire årstider.
Fortroligheden med de eksistentielle erfaringer samt tilværelsens og naturens forgængelige foranderlighed er genkommende temaer også i Havgus. Havet og stranden er med det skiftende vejrlig og stemte erindrigsglimt elegiske ledetråde ind i den sårbare erkendelse af endelighed og sorg, der bæres oppe med glimt af evighed og noget større i form og skikkelse af ordet som her i Frihedsskriget:
Ved Danmarks lyse kyster
fra syd til langt mod nord
i alle verdens hjørner
der bor dit frie ord
din grænseløse verden
din store frihedstrang
dit skrig henover havet
vor fælles frihedssang
Digtenes elegiske grundstemning, der netop aldrig forfalder til nihilisme, brydes ikke bare med lysglimt af drømme og frihedstrang, men også af bogens velvalgte fotografier, som er taget og raffineret redigeret af Torben Elling. Billederne rummer en fin fornemmelse for det på én og samme gang rustikke og lige præcis forgængelige. Dermed er Poul Jansen og Torben Elling ikke bare jævnaldrende, men i dén grad også på kongenial bølgelængde i og med Havgus.
Digteren og fotografen besøger den 30. november klokken 16 Hirtshals Bog & idé for til sang og musik at signere Havgus. Onsdag den 1. december klokken 16 til 17 gæster de Bog & idé i Metropol ShoppingCenter.