Gabriel Pedersen fra 9. klasse på Hjørring Private Realskole (HPR) har kastet sig ud i en stor udfordring denne sommer. Han skal nemlig være med i det årlige Hjørring Sommerspil som i år fremfører ”Vi Maler Byen Rød: The Musical” med præmiere d. 26. juni.
”Jeg skal være med som ensemble og baggrundsdanser – så jeg skal både synge og danse” fortæller Gabriel, der tilbage i december måned kontaktede Sommerspillet for at høre, om de stadig havde plads til flere på holdet: ”Jeg ringede til dem, og så sagde de, at jeg skulle komme til audition, hvor jeg både skulle synge og danse – det var godt nok lidt akavet, for jeg har aldrig prøvet at være til en audition før”. På trods af nerver gav Gabriels audition pote, og han fik sig en plads på holdet.
Vi Maler Byen Rød er en dansk såkaldt jukebox-musical (med allerede eksisterende sange), og den havde danmarkspremiere på Musicalteatret i 2010, og den er siden blevet en af de mest opførte danske teaterforestillinger fra nyere tid. ”Historien er bygget op omkring sangene, som alle er gamle Melodi Grand Prix-sange, og det foregår i en skoleklasse i 80’erne – så der er gang i den og fortællingen er virkelig god” siger Gabriel og fortsætter: ”Musikken er ikke noget jeg plejer at høre, men det er faktisk rigtig godt, og man får det helt klart på hjernen!”.
Selvom Gabriel er afgangselev på HPR, har han ved siden af skolen haft tid til at øve med musical-holdet: ”Vi øver hver mandag og onsdag aften, og det har vi gjort helt siden januar – så det har fyldt rigtig meget.” siger Gabriel, som har været glad for tiden sammen med de andre fra Sommerspillet: ”Jeg var virkelig nervøs til at starte med, for jeg er ikke altid den mest sociale person, men os der var nye, blev taget rigtig godt imod, og det har været så hyggeligt at være med. Det har været lidt som at gå i en god klasse, og jeg har fået en del nye venner der”.
Interessen for musical har fyldt meget for Gabriel de senere år, som først stiftede bekendtskab med genren gennem musicalgruppen Star Kid. ”Jeg opdagede Star Kid sammen med mine søskende for nogle år siden, og jeg blev bare helt besat af det – jeg kan snakke om det i evigheder!” fortæller Gabriel. Musicalgenren tiltaler nemlig Gabriel af en helt særlig årsag: ”Jeg kan nogle gange have lidt svært ved at gennemskue folk, som er en af grundende til, at jeg ikke er så social – så musicals passer godt til mig, fordi historien og karaktererne tit er meget tydelige, og det synes jeg er rart.”.
Efter sommerferien ser Gabriel frem til et ophold på efterskole, hvor han også regner med, at han skal på de skrå brædder igen. ”Jeg vil rigtig gerne være med i flere musicals – både på min efterskole, men jeg vil også gerne gå til audition til Hjørring Spillet igen” siger Gabriel. Gabriel afslutter interviewet med en anbefaling: ”Jeg vil opfordre alle til at se Star Kids og selvfølgelig ikke mindst at købe billet til ”Vi Maler Byen Rød” – så kan I se, hvad jeg snakker om, for det bliver rigtig godt!”.
Køb billet her hos Hjørring Sommerspil.