Eleverne fra Astrup-Sønnderskov Friskole er blandt de 179 særligt udvalgte unge, der får mulighed for at behandle og fremsætte deres egne forslag til nye love i Folketingssalen.
Eleverne deltager i Ungdomsparlamentsdagen med følgende lovforslag:
- om ændring af strafferammen for voldtægt
På dagen skal de unge behandle deres lovforslag på stort set samme måde som folketingspolitikerne gør, når der skal vedtages nye love. Om formiddagen arbejder eleverne i udvalg med deres lovforslag. I spørgetiden får de mulighed for at stille spørgsmål fra Folketingets talerstol til ministre fra regeringen.
De skal fremsætte, debattere og stemme om deres lovforslag i Folketingssalen. Som afslutning på dagen overrækker Folketingets formand de endeligt vedtagne forslag til en repræsentant for regeringen.
Møderne i Folketingssalen vises på Folketingets tv-kanal og ft.dk, så alle har mulighed for at følge med i begivenheden.
Kulmination på mange måneders aktivitet og forberedelse
Det er resultatet af mange måneders aktivitet og forberedelse, der kulminerer på Ungdomsparlamentsdagen. Forud for dagen har elever fra skoler i hele rigsfællesskabet på 8.-10. klassetrin deltaget i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb ’Ungdomsparlamentet’.
Her er de kommet med ideer og har udarbejdet forslag til nye love, som de mener vil kunne løse vigtige samfundsudfordringer. Eleverne har haft mulighed for at indsende deres lovforslag til Folketinget. Alle forslag er læst igennem. 60 forslag som 179 elever står bag, er udvalgt til Ungdomsparlamentsdagen.
Formålet med Ungdomsparlamentet og Ungdomsparlamentsdagen er at give de unge indsigt i Folketingets arbejde, en bedre forståelse for lovgivningsarbejdet og for spillereglerne i det danske demokrati.