Eleverne besøgte Kunstmuseet, hvor de blev præsenteret for udvalgte selvportrætter fra Erling Hansens samling og hørte historien bag. Derefter skulle de, med inspiration fra værkerne på museet, arbejde med at skabe deres egne selvportrætter.
Kunstmuseet stillede ét krav til eleverne – selvportrætterne måtte ikke være større end et A4-ark. Samme krav stillede Erling Hansen til de kunstnere, han henvendte sig til.
Eleverne har skabt en række kreative bud på selvportrætter, der på forskellig vis fortæller noget om deres generation og dét at være ung i Hjørring anno 2023. De viser en stor spændvidde i både formsprog og materialer – fra maleri over fotografi til collage. Også hér har elevernes selvportrætter flere ligheder med Erling Hansens samling, hvor kunstnerne ligeledes har anvendt vidt forskellige udtryksformer.
Resultatet kan allerede nu opleves i en mini-udstilling på Vendsyssel Kunstmuseum. Den 21. april kl. 16.00 inviterer Kunstmuseet til fernisering, hvor man bl.a. kan høre eleverne sætte ord på deres tanker bag selvportrætterne.
Vil du gerne vide endnu mere, er der mulighed for at dykke dybere end i portrættets historie sammen med Museumsinspektør Kirsten Tange Maagaard, som holder foredrag om emnet tirsdag den 30. maj kl. 19.00-20.30.