Hjørring Private Realskole sender som tidligere omtalt hvert år en 10. klasse afsted til Gambia, hvor de har en venskabsskole ved navn Anne Grethe Skolen.
De 21 elever fra Hjørring tog denne gang en masse trøjer med fra Vendsyssel FF, som blev doneret til den lokale fodboldklub, Paradise FC. Der blev de utroligt glade for gaven.
Paradise FC har en trup på 28 talentfulde spillere og en historie med at udvikle nogle af de bedste talenter til den nationale liga, hvor Gunjur United ofte henter spillere. Det blev dog ikke i denne ombæring til nogle gambiske talenter til Vendsyssel FF.
Hos Vendsyssel FF er de ikke desto mindre stolte over på denne måde at kunne støtte lokale initiativer og glade for, at HPR ville hjælpe med at få trøjerne leveret i Gambia.
Foto: HPR.