På Hjørring Gymnasium bliver elever med ordblindevanskeligheder studenter på lige fod med andre unge. Der er nemlig hjælp at hente, hvis man har svært ved at læse og skrive.
Hvis man har problemer med ordblindhed, kan man have gavn af elektroniske programmer til oplæsning og stavning, og man kan tildeles ekstra tid til både mundtlige og skriftlige eksamener. Ifølge uddannelseschef Vibe Skibdal Schmidt sikrer disse tiltag, at eleverne er lige så godt stillet som deres klassekammerater: ”Med hjælpemidlerne går det så godt, at der lige nu på Hjørring Gymnasium er en gennemførelsesprocent på 100 for de ordblinde elever”.
Læse-musklen vokser
Alle elever på Hjørring Gymnasium bliver efter studiestart screenet for at undersøge, om der er udfordringer mht. læseevnen. For de elever, hvor det er relevant, tilbydes der efterfølgende læse- og skrivekurser ved de to læsevejledere Marie Lund og Dorte Bukholdt.
Dorte Bukholdt fortæller: ”Mange unge mennesker har en nedsat læsehastighed. Vi træner læsehastigheden på læsekurser med de elever, som er screenet til at have en lav læsehastighed. Eleverne bliver interesserede, fordi de ret hurtigt opdager, at de bliver hurtigere til at læse ved at øve sig. Så ”læse, læse, læse” siger vi. Resultatet er heldigvis, at ”læse-musklen” vokser. Eleverne kommer til at læse hurtigere, og heldigvis stiger deres forståelse af tekstens indhold også”.
Ved de indledende screeninger opfanges også de elever, der har ordblindevanskeligheder. Gymnasiet hjælper herefter med at søge SPS-støtte til ordblinde elever, så de får it-programmer, som kan hjælpe dem i dagligdagen og til eksamen. Gymnasiets læsevejledere støtter eleverne i at gøre brugen af it-programmerne til en vane.
En lille hånd i ryggen
For Marie Lund er det vigtigt, at der gøres op med de fordomme, der desværre stadig er over for ordblindhed:
”Der er en gammel fordom om, at ordblindhed og intelligens hænger sammen, og det er bestemt ikke tilfældet”, slår hun fast og fortsætter: ”Der er ofte tale om meget motiverede og flittige elever med en stor arbejdshukommelse og en stærk arbejdsmoral”.
Eleverne med ordblindevanskeligheder kommer ikke sovende til det, men når de starter her på gymnasiet, ved vi, at de allerede har den disciplin og motivation, der skal til.
Dorte Bukholdt fortæller:
”Eleverne er allerede kommet langt, og vi er i læsevejledningen en lille hånd i ryggen for dem. Det er en stor luksus for os at følge de ordblinde elever. De udvikler sig og klarer sig strålende. Det er så dejligt at se.”
Foto: STX.