I en måneds tid har det været muligt at tilmelde sig det kommende skoleår hos Nordsøen Fri Fagskole. Allerede dagen efter tilmeldingen åbnede, kom første elev så i hus.
– Vi er meget begejstrede for, at interessen så hurtigt har medført en optagelse af en elev. Samtidig bekræfter det os i, at vores eksistens er berettiget, udtaler forstander Peter Ernst Sundbæk.
I løbet af de sidst par måneder er der løbende blevet ansat personale, som arbejder på højtryk med at gøre skolens fysiske rammer klar og skabe synlighed om skolen, både lokalt og nationalt. Særligt hos de offentlige forvaltninger rundt omkring i landet er interessen stigende, og det er noget, der glæder forstanderen:
– Vi har jo hele tiden selv troet på visionen om en Fri Fagskole med et maritimt fokus. At folk ude i landet nu begynder at få øjnene op for, hvem vi er, er jo bare rigtig dejligt, tilføjer forstanderen og peger desuden på, at det ikke kun er i Danmark, at interessen for skolen kommer, men at elever fra Norden og i særdeleshed Grønland viser stor interesse for skolen.
Lige nu inviterer skolen alle interesserede unge og forældre til at henvende sig, hvis man er det mindste nysgerrig eller interesseret i et eventuelt ophold på skolen. Man skal have gennemført 9. klasse eller være fyldt 16 år ved skoleårets start. Det er de eneste retningslinjer, som definerer, om man kan starte hos os.
– Uanset, hvem man er eller hvor man kommer fra, så står døren altid åben for en kop kaffe og en rundvisning i vores lokaler her i Hirtshals, fastslår Peter Ernst Sundbæk.
– Som fri fagskole har vi hver vores profil, som er målrettet erhvervslivets forskellige brancher. På den måde supplerer de tre fagskoler i Nordjylland hinanden vældig godt med brancherne Håndværk, Landbrug, Fiskeri, Gastronomi og Event samt Outdoor Turisme, slutter Peter Sundbæk.
I samarbejde de øvrige Fri Fagskole i Nordjylland, Vittrup- og Halvorsminde Fri Fagskole, er Nordsøen Fri Fagskole vært for et arrangement den 25 marts. Her har de inviteret alle vejledere i hele Nordjylland til en let servering og et oplæg omkring de friefagskolers indhold og tilbud til alle unge.
Forstanderen inviterer endvidere erhvervslivet i Nordjylland til at tage kontakt, for at høre mere om vores nye skole i Hirtshals – og et muligt samarbejde.