Af Ellen Raunsmed
Spidskandidat for SF
KV25 Hjørring
Efter at have trådt mig igennem Hjørring Kommune på en tonstung ladcykel under “Tour de Kommune Part I” , står det soleklart: Hjørring Kommune er stor.
Nu tager jeg fat på næste etape – denne gang med fokus på den kollektive transport.
For kan man egentlig komme rundt i Hjørring Kommune med tog og bus? Hvor tit går forbindelserne? Er det muligt at være spontant mobil – eller bør man pakke tandbørsten, hvis man strander i udkanten?
Jeg elsker kollektiv transport. Jeg tager ofte fjernbusser og tog rundt i landet – ikke kun for at komme fra A til B, men for selve rejsens skyld.
Offentlig transport er ikke bare en service – det er et fællesskab. Et symbol på vores velfærdssamfund. Et sted hvor vi mødes på tværs – og måske falder i snak med hinanden. Men hvordan står det egentlig til med den kollektive trafik i Hjørring Kommune? Fungerer den? Er brugerne tilfredse? Er tilbuddet tilstrækkeligt, tilgængeligt og tilpasset dem, der faktisk skal bruge det?
Mit ærinde er ikke kun transport – det handler om identitet og samhørighed. Hjørring Kommune er mere end én by – vi er Tårs, Sindal, Hirtshals, Løkken, Vrå og mange flere. Vi har brug for stærkere forbindelser – bogstaveligt talt.
Den kollektive trafik kan være med til at binde os sammen og styrke forståelsen for hinandens liv og hverdag. Måske husker nogen de gamle udflugter til Tolne Skovpavillon – de kunne måske genopstå? Men det kræver, at stationerne får lov at overleve. Der går rygter om en mulig lukning af Tolne Station – og det må ikke ske. Heller ikke Vrå Station må ende som en parentes i transporthistorien. Tog og bus er livsnerver i vores lokalområder – ikke levn fra en svunden tid.
Det handler om meget mere end transport: Det handler om adgang til uddannelse, arbejde, kultur og fritid. Det handler om at kunne leve og bo – også uden egen bil. Om mobilitet for unge, ældre, gangbesværede og børnefamilier. Om cykler, der kan komme med gratis.
Om nem indstigning. Og det handler om klima, CO2 og støj – og om at tage fælles ansvar. Men vi mangler noget centralt: Flere passagerer. Hvordan får vi flere med? Hvordan gør vi bussen og toget til det naturlige
valg?
En stærk kollektiv trafik er ikke en luksus – det er en nødvendighed. Ikke bare for klimaet, men for sammenhængskraften i vores kommune.
Mit håb med Tour de Kommune Part II er at sætte fokus på muligheder, udfordringer og løsninger i vores kollektive transportsystem.
Det handler om nutiden – og det handler i høj grad om, hvilken fremtid vi ønsker.
Vi ses derude – på stationerne, i busserne og i samtalerne undervejs.
Rejsen er begyndt.
Fakta
Starter fra Løkken Skole torsdag d. 23. okt. kl. 05.57 – turen går først over
Hjørring, så mod Hirtshals og videre mod Uggerby, Bindslev, Sindal, Lendum,
Tårs, Vrå – eller hvor nu bussen kører.
Tlf. 61264446.



God tur🙏- vi har brug for både viden og debat om kollektiv trafik – kom bare med nye forslag😊og så håber vi da du kommer hjem igen😉
Dejligt initiativ!
I Lønstrup har vi ingen kollektiv trafik i weekenderne..
Er lige hjemkommet fra godt og konstruktivt møde i Skummesalen, Vittrup, gennemgang af kommunens budget, info om problemer med den kollektive trafik, kystsikring m.m.