Søndag aften blev der afholdt en unik koncert på Vendsyssel Teater med Nordjysk Pigekor (NP) i smuk samklang med de to unge, talentfulde nordjyske sangerinder, AVA og Charlotte-Amalie.
Det var en rørende og smittende koncert med musikalsk samarbejde, hvor den nordjyske tone var flot forenet med de smukkeste stemmer fra de lokale kunstnere, alt arrangeret af Nordjysk Pigekor.
At Charlotte-Amalie tidligere på året med god grund var nomineret til hele tre GAFFA priser viste hun søndag aften årsagen til. Hun berørte hele salen med sine meget personlige sange, sin stærke stemme og sit intense klaverspil.
I en tid, hvor mental sundhed blandt unge ofte er på dagsordenen, var det stærkt at høre baggrunden for sangene.
At kunne forstå og acceptere sig selv i perioder med udfordrende livsvilkår, hvor der samtidig opleves lys i tunnellen, når håb og tro på fremtiden smeltes ind.
Charlotte-Amalies fortælling om musikkens betydning gav absolut både publikum og pigerne i Nordjysk Pigekor stof til refleksion og eftertanke. Men også for Charlotte-Amalie har det givet stof at tage med videre:
”Det har været en kæmpe oplevelse at samarbejde med Nordjysk Pigekor. Anna har jeg jo arbejdet sammen med tidligere, men det var en helt ny erfaring med pigekoret. Jeg følte, at jeg fik en helt unik forbindelse med pigerne. Og det håber jeg, at også publikum kunne mærke. Men hele konceptet omkring ’Pigesind’ er virkelig noget, der betyder noget for mig. Og når det så samtidig foregår hjemme i Nordjylland, giver det hele koncerten en ekstra dimension. At vi kunne afslutte med uropførelse af vores fælles værk, gav den perfekte afrunding på et unikt projekt.”
AVA alias Anna Vind
AVA, der selv er tidligere sanger i Nordjysk Pigekor med en 10 år lang karriere i koret, fortalte glad efter koncerten, at det havde været en stor oplevelse, som også var på den personlige ønskeliste, altså at synge sammen med Nordjysk Pigekor og høre dem fortolke hendes egne numre.
AVA, der også bærer navnet Anna Vind, er en lokal, ung kvinde, der siden hun var helt lille har deltaget i musikprojekter med familien, så hun har både musikken og den nordjyske vind i blodet. Nu studerer hun på Musikkonservatoriet i Aarhus, hvor hun er på første år af kandidaten på sangskriverlinien. Sidste år optrådte hun med stor succes til Musik Under Trappen i Hirtshals.
Lige nu er drømmen at kunne leve af det, hun elsker. Drømmen er nemlig at kunne leve af at lave musik, både til sig selv og til andre. Og et trin på vejen var den smukke koncert på Vendsyssel Teater søndag aften.
AVA fortæller: ”Det er en næsten ubeskrivelig oplevelse. Og det er nok også fordi, det er her i NP, det hele startede. Min mor har jo sunget i koret, min søster har sunget i koret, og jeg sang selv i koret i 10 år. Jeg tror, at det var der, jeg forelskede mig i denne her kortradition, som jeg bare virkelig gerne ville have med ind i min musik. Så det er ligesom at komme tilbage – at vende hjem, at spille koncert her og så med Nordjysk Pigekor. Jeg ville ønske, at det var en følelse alle kunne få mulighed for at opleve. Det er bare noget ganske særligt. Mit råd til pigerne i NP i dag, er at huske at have det sjovt. Bliv ved med at have det sjovt med at synge og spille med hinanden, og bliv ved, selvom det kan være hårdt. For det er også hårdt. Men det er det værd.”
For pigerne i Nordjysk Pigekor var det også en uforglemmelig oplevelse. Vi mødte sangerne Siff og Ane efter koncerten, og de var meget begejstrede:
”Det var så spændende at prøve – en vildt stor koncert med et helt andet koncept og musikgenre, end det vi plejer at lave. Det har også udfordret os på en god måde, fordi skiftet af genre fra den klassiske korverden over til pop er en ret ny ting, men det har været virkelig fedt, og det er flotte arrangementer, der er blevet lavet til os både af Morten Kjær og Charlotte Amalie.”
Og så var det store spørgsmål jo, om det satte gang i nogle musikalske drømme hos de unge kvinder i koret?
”Det synes jeg, for Anna var jo selv en del af Nordisk Pigekor i lang tid. Og når hun så har opnået det, hun har nu, så sætter det jo nogle tanker i gang om, hvad man selv kan komme videre med. Man kan også virkelig mærke på Anna, at Nordisk Pigekor har været en stor del af hendes liv. Hun er nærmest vokset op i Nordisk Pigekor, og det kan man føle. Jeg tror, det har haft indflydelse på hendes musik, og hvordan hun har skrevet sine sange. Så det var oplagt, at vi skulle have lov til at synge med dem. Og jeg tror også, at det har været sjovt for hende at prøve at komme tilbage til der, hvor hendes musik kommer fra.”
Link til relaterede artikler