Cabaret Caféen på Vendsyssel Teater havde onsdag aften under overskriften EN FLYGTNING KRYDSER MIT SPOR besøg af en garvet og fascinerende historiefortæller med en sag… Mads Nygaards hjertesag – at hjælpe børn og unge uledsagede med at få gennemført familiesammenføring – kan stadig få folk af huse i såvel Hjørring som mange andre steder rundt om i landet…
Alle steder kan man forvisse sig om, at Nygaards engagement i sagen er lige så nærværende, som dengang han i 2016 modtog en mail fra 14-årige Ahmed, der godt nok havde fået myndighedernes tilladelse til at få sin familie til Danmark fra Syrien, men som måtte sande, at han alene som anbragt på Børnecentret Bak-Op næppe ville kunne skaffe de 22.000, det krævede at få familien til Danmark…
Mads Nygaard og en masse andre gode kræfter fik hjulpet Ahmed, og siden er det blevet til op i nærheden af 80 familiesammenføringer, og Nygaard er blevet en rutineret ambassadør for de unge, der har fået og stadig har behov for hjælp…
Hele historien kan du læse dig til i bogen DE ULEDSAGEDES BOG, der er ude i 12. oplag… Bogen koster 250 kr., og hver en krone går til det gode formål… Skulle du have lyst til at støtte ved at købe bogen, kan det ske her hos Jensen&Dalgaard, og DAO er så flinke at sende den fragtfrit…
Mads Nygaard og hans fortælling blev indrammet musikalsk og rammende af Andreas Svaneborg og Jørgen Bing, som afslutningsvist sang Poul Henningsens satiriske ULANDSVISE…
Den finder du lige her – ULANDSVISE Sangen er fra 1961 og alligevel så sært aktuel… og nr. 204 i Højskolesangbogen…
Cabaretlogo
Cabaret Caféen fortsætter med endnu to arrangementer inden sommerferien:
Søndag den 4. maj og mandag den 5. maj 2025: BEFRIELSENS ØJEBLIK
Bemærk, at arrangementet den 4. maj fint kan kombineres med Hjørring Kommunes Alsang på Springvandspladsen kl. 19.30
Tirsdag den 27. maj 2025: STRIK OG JAZZ
Foto: Elling.