Fortunas spillere på holdet i Gjensidige Kvindeliga er endnu ikke begyndt at juble. Der er en nordjysk nøgterne indstilling, som spillerne nok har fået indpodet af den sydjyske cheftræner, Lene Terp. Man tager det i hvert fald ud fra det nøgterne hjørne her op til endnu en meget betydningsfuld kamp.
OB Q kommer på besøg på Nord Energi Arena på lørdag den 26. april kl. 13. Den kamp står for sig selv – man tager én kamp ad gangen!
OB Q når frem til Hjørring fra en uafgjort 1-1-kamp mod Brøndby IF og en placering som ligaens nr. 5.
Fortuna benyttede seneste weekend til en Farum-tur, og spillede noget af sæsonens bedste mod FC Nordsjælland. Resultatet på Right to Dream Park i Farum blev 0-3 efter en kamp, hvor FC Nordsjælland ikke havde meget at byde på – hvilket nok mest skyldtes Fortunas eminente, hurtige og præcise opvisning.

Ugen igennem er der trænet intenst på Fortunas anlæg. En enkelt dag plejede holdet mentalhygiejnen og tog på tur til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, hvor der blev set på, tilberedt og spist fisk.
En sådan afveksling i den koncentrerede fysiske træning er guld værd for psyken, og det er jo netop guldet Fortuna jagter.
Lørdagens kamp på Nord Energi Arena er den sidste i slutspillets første halvdel. Indtil nu har Fortuna spillet to uafgjort og vundet to i den afgørende runde. Der er ikke tabt én eneste kamp i sæsonen 2024-25, og Fortuna indtager 1. pladsen 10 points for nr. 2 FC Nordsjælland og 14 points foran nr. 3 Brøndby IF.

OB har altid været en alvorlig modstander for Fortuna, og det kan ventes, at fynboerne også er tændt, når de lørdag indtager Nord Energi Arena.
Så, der er al mulig grund til at komme på tilskuerpladserne og bakke Fortuna-pigerne op.



