Af Peter Duetoft
Leder på Herregården Odden
En stovt kvinde står på en bjergtinde. Hun står i profil og ser ud over et dramatisk landskab. Hun er iklædt det mest elegante tøj og har en vandrestav i hånden. Kvinden udstråler styrke, sejrsbevidsthed og stolthed. Der er ingen, der kan kue hende.
Ovenstående er en beskrivelse af maleren J.F.Willumsens maleri ”En Bjergbestigerske”. Det er i mine øjne Willumsens smukkeste maleri. Det er i virkeligheden malet to gange. I 1904 med en meget lys, nærmest paradisisk baggrund. Igen i 1912 med den mere dramatiske. Men kvindeskikkelsen og styrken er den samme. 1904 udgaven hænger på Hagemanns Kollegium, hvor stifteren købte hende i 1907 for at markere, at man nu også tog imod kvindelige beboere. 1912 udgaven, der hænger på Statens Museum for Kunst, blev malet fordi Willumsen ikke kunne låne den første udgave til en udstilling i Amerika. Hvad gør en dygtig maler så? Han maler selvfølgelig værket en gang til.
En del af forarbejderne til maleriet hænger på Victor Petersens Willumsensamling på Herregården Odden. Efter jeg for nogle måneder siden blev leder af Samlingen, er jeg blevet endnu mere grebet af Willumsen og hans tid.
Samlingen på Herregården Odden viser Willumsens arbejdsmetode, der er mere perfektionistisk end de flestes. Han tegner og tegner – helt ned til studier af folderne i kvindens bluse. Jo, ting skal være perfekte.
Stormombrust maler og billede
I en lille film, man kan se på Samlingen, undrer Willumsen sig bl.a. over, at han delte vandene. For det var jo slet ikke meningen. Men vi andre kan godt forstå det. Da første udgaven af ”En Bjergbestigerske” kom, gav den anledning til voldsom debat. Hun blev både kaldt en ”Valkyrie i Uldtrøje” og en ”Mod-Madonna”. For billedet af denne stærke og selvstændige kvinde, der uden hjælp fra de omgivne mænd når bjergtoppen, måtte naturligvis provokere i et mandsdomineret samfund. Og endnu ”værre ” blev det i 1912. Den tid, hvor bølgerne om kvinders ligestilling var på sit højeste. Suffragetterne blev tvangsmadede i engelske fængsler og kampen om kvinders stemmeret også i Danmark splittede samfundet (kvinder fik stemmeret i Danmark i 1915). Så dukker en maler op med et billede af en kvinde så anderledes og stærk – naturligvis ville det virke provokerende.
Georg Brandes
Georg Brandes bruges stadig som skræmmebillede i dag. Det er mindre end et år siden, at et folketingsparti lancerede en kulturpolitik, hvis hovedingrediens var modstanden mod Brandes og ”det moderne gennembrud”. Hvad var så problemet? Jo, Brandes kom hjem fra udlandet og slog fast, at Danmarks litteratur var kørt fast i en blanding af Oehlenschlägers digtning og nationalromantik, som svar på nederlaget i 1864. Litteraturen manglede dagligdag, realisme og udsyn. Tænk, at man kan vende sig mod det litterære moderne gennembrud, når man ved, det repræsenterer store forfattere som J.P.Jacobsen, Pontoppidan og Aakjær! Eksempelvis var det ikke normalt at skildre de fattige husmænd og landarbejderes forhold, som Aakjær gjorde det. På den måde var den nye strømning med at påvirke samfundsdebatten, fordi den afslørede samfundets skævheder, mange ikke vidste noget om før.
Nutiden i relief
På malerkunstens område kom gennembruddet lidt senere. Willumsen var én af foregangsmændene. Det traditionelle kvindebillede i kunsten var kvinden i familiens skød omgivet af sine børn eller måske ene, men i hvert fald indenfor hjemmets fire vægge. Man må stilfærdigt sige, at ”En Bjergbestigerske” signalerer det modsatte. Kvinden er stærk og kan nå til tops.
Jeg skriver ikke denne kant for at fortælle kunsthistorie. Men jo mere, jeg beskæftiger mig med Willumsen og hans tid, jo mere sætter det nutiden i relief. Slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900 tallet var ikke kun kunstigt og forlorent. Jo, der var dobbeltmoral. Der var store sociale problemer. Der var sult og fattigdom. MEN, derfor behøver man vel ikke smide alt ud.
Selvom omgangsformerne var mere stive, indbød de til respekt for andre mennesker. I romanen ”Europæerne”, skildrer den amerikanske forfatter, Henry James, mødet mellem den europæiske og den amerikanske kultur. Den europæisk hovedperson er så korrekt, at hun af og til må ty til en lille hvid løgn i sit behov for at være beleven – og bliver af og til afsløret. Det giver humoristiske episoder. Stefan Zweig skildrer også tidens holdning i sit pragtværk ”Verden af i går”. Herhjemme har vi Emma Gad og hendes ”takt og tone”, som mange i dag betragter som et kuriosum og trækker lidt på smilebåndet af. Men ser man bort fra sølvfadene og andre specialiteter, så bygger den på samme tro som de to første: En væremåde, der udviser respekt for andre mennesker og deres holdninger, skaber et bedre samfund.
Respektfuld omgangsform savnes
Her bliver holdningerne og udfordringerne pludselig aktuelle. For er det ikke netop den respekt, vi mangler i det moderne samfund? Her tror vi, vi i frihedens navn kan gøre hvad som helst og sige hvad som helst? Og så skidt med, at andre bliver skadede eller sårede. Man er begyndt at gøre nar af ”krænkelseskulturen” – og jeg synes jo også, den i nogle tilfælde er gået for langt. Når børn ikke må optræde som indianere i almindelig leg eller en kagemand/kagekone ikke må hedde det – så skader kampagnen mere end den gavner. Sekretariatschefen for LGBT+ bevægelsen advarede for nogle dage siden fornuftigt nok om, at den slags diskussioner fjerner fokus fra de reelle udfordringer.
For selvfølgelig er der udfordringer. Vi praler af et samfund, hvor den personlige frihed og retten til at være anderledes end flertallet burde være grundfæstet. Og alligevel trives fordomme mod andre kulturer, handikappede, sindslidende og andre udsatte grupper i bedste velgående. Jeg undrer mig også over alle de historier om seksuel chikane og værre ting, der åbenbart foregår i virksomheder, partier og organisationer. Det burde være en selvfølge, at man opfører sig ordentligt og ikke fysisk og verbalt gør noget mod andre, de ikke ønsker.
I skole og blandt voksne
I virkeligheden bunder alt dette i vor moderne kulturs mangel på medmenneskelig dannelse. Det burde simpelthen være grundfæstet i vort liv, at man behandler andre mennesker med ordentlighed. Måske bør man styrke undervisning i ordentlighed og respekt for andre i skolerne. Og måske bør vi voksne være bedre til at sige fra, når vi møder urimeligheden. Ja, debatten om det kan måske i sig selv føre til, at mennesker får øjnene op for noget, de ikke tror eksisterer.
Willumsen brugte – bevidst eller ubevidst – et positivt billede af en stærk kvinde i ”En Bjergbestigerske”. Jeg er overbevist om, at det også havde indvirkning på samfundsdebatten. Den metode er måske mere effektiv end at skælde ud. Tænk, hvis vi begyndte at tale positivt om de udsatte og de, der lever anderledes end flertallet – det ville skabe et helt nyt klima i vort samfund.