Af Neil Jacobsen
Formand
Bo Geertsen
Direktør
Julen og et nyt år nærmer sig med hastige skridt. Tiden er til at samle op på året der gik, men ikke mindst også til at kigge frem mod det nye. Og især den sidste del – at kigge fremad – har vi i Erhverv Hjørring haft fokus på den seneste tid.
Vores aktive og engagerede bestyrelse har udarbejdet strategi for 2021-2025 samt uddelegeret ansvarsområder til alle bestyrelsesmedlemmerne. Denne proces er gennemført for at styrke Erhverv Hjørrings erhvervspolitiske virke og for at klargøre os til en ny fase i Erhverv Hjørrings udvikling med afsæt i vores værdiord: Viden, netværk og Indflydelse.
Som bekendt adskilles Erhverv Hjørring fra Hjørring ErhvervsCenter, som fra årsskiftet bliver en del af den nye kommunale organisering Business Hjørring. Samtidig etablerer vi et nyt, selvstændigt sekretariat.
Sekretariatet holder til på Amtmandstoften 1, 1. sal, og foruden direktør Bo Geertsen er også journalist Claus Dindler og kommunikationsmedarbejder Kathrine Reinholt Sieker tilknyttet sekretariatet. Endelig får vi hjælp til bogholderiet fra Anette Hecht Pedersen, Klinkby & Hecht. Klik ind på kontakt-siden og find kontaktoplysninger og bemærk de NYE MAILADRESSER!
På den kommunikative front udsender Erhverv Hjørring fortsat nyhedsmailen ErhvervsNyt, og vi vil også fortsat være aktive på Facebook og LinkendIn. Dog betyder den ny organisering, at vi må oprette nye FB- og LinkedIn-grupper, som vi håber, at du vil tilmelde dig. Mere om dette følger.
Vi ser frem til et nyt og spændende år, og forhåbentligt et år, hvor vi igen kan ses og mødes på mere normal vis. Vi har tilrettelagt et arrangementskatalog for hele 2022, som vi glæder os til at præsentere først i januar.
Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.