Hjørring Bibliotekerne er klar med nyt arrangementsprogram for januar-marts – og der er masser af spændende aktiviteter at lyse de mørke vintermåneder op med.
Blandt hovednavnene er den tidligere spionchef Lars Findsen, som gæster Hjørring Bibliotek mandag den 4. marts. Her vil han fortælle om rutsjeturen fra central embedsmand til at være tiltalt i en af de mest omtalte danske efterretningssager – en historie, man også kan læse i bogen ”Spionchefen – erindringer fra celle 18”. Torsdag den 14. marts gælder det forfatter Kim Blæsbjergs roman ”De bedste familier”, der handler om fabrikken Cheminovas påvirkning af livet i Vestjylland op gennem 50’erne og 60’erne.
Vinterferie og eventyrmåned
I uge 8 holder skolerne vinterferie, og bibliotekerne byder bl.a. på sangfortællinger, fortælleworkshop og teaterforestilling om Grev Gris – sidstnævnte på både Sindal og Hirtshals biblioteker. Der er også nok at komme efter i hele marts måned for børn og barnlige sjæle. Her forvandler Hjørring Bibliotek sig til en levende eventyrkulisse, og der bliver oplæsninger og krea-aktiviteter med personalet i eventyrlige udklædninger.
Spændende emner og blændende bogcaféer
Det nye program byder også på foredrag om autisme i familien, oplæg om psykologiske redskaber til at få hjerne-ro og et møde med Naser Khader, debattør og tidligere folketingsmedlem. Mangler du inspiration til vinterlæsningen, kan du komme forbi en af Hjørring Biblioteks bogcaféer hhv. den 25. januar, hvor der er fokus på den filmaktuelle roman ”Farven lilla” og titler der ligner den, og den 31. januar, hvor tre litteraturformidlere under overskriften ”Bøger og bobler” byder på både et glas bobler og spændende bogtitler.
Find det trykte arrangementsprogram på biblioteket eller på hjbib.dk