Tirsdag aften afholder Borger Handel Erhverv (BHE) og Dagli’Brugsen igen Bindslev Spiser Sammen med deltagelse af 132 borgere fra Bindslev og omegn.
Borgerne i Bindslev har dermed skabt en tradition. Når den frivillige gruppe skriver, at der kan købes billetter til det næste arrangement, er der en lang kø, så snart billetterne sættes til salg i Dagli’Brugsen. På under en time blev næsten alle 132 billetter igen solgt på rekord tid.
– Denne gang har kokken Michael sammen med de andre frivillige lavet andesteg med hvide og brunede kartofler, rødkål, chips og en god andesovs. Til dessert ris a lamande med et glas portvin, kaffe og klejner, fortæller Flemming Andersen, formand for bestyrelsen i Dagli’Brugsen.
Alle de frivillige mødte ifølge fotograf Ulla Sølvsten ind tre timer før arrangementet begyndte for enten at sætte borde og stole op, pynte borde lave mad samt brygge kaffe. Allerede kl. 16 kom de første og dækkede bord, så de kunne komme til at sidde ved samme bord.
Alle var mødt op og sad spændte klar kl.18. Ved forespørgsel blandt flere gæster blev der sagt: Det smager utroligt godt og en stor ros til køkkenet.
De mange fremmødte glæder sig allerede til næste gang.
Foto: Ulla Sølvsten.