Tversted-området er kendt for at være et område med masser af god musik, og det indtryk forstærkes i den kommende uges tid.
Borgerforening og menighedsråd inviterer til julefest søndag den 1. december klokken 14 i Uggerby Kirke.
Festen begynder med, at der tændes lys i advents-kransen, og Laura Mo spiller »December« og »Julenat« i Uggerby Kirke.
Laura Mo & De Lovløse med Laura Mo’s Julesang
Derefter går alle i optog med Bjergelaugets fladbåd og tænder byens smukke juletræ. Der danses omkring træet og synges glade sange med harmonikaspil. Julemanden meldes på vej for at dele ud af slikposer.
Til slut bliver der serveret risengrød, og i tilfælde af regnvejr foregår det i Uggerby Gamle Skole.
Arrangørerne opfordrer til at huske nissehuen – både de små og de store.
Søndag den 1. december klokken 14.30 er der julekoncert på Klitgården i Tversted med Sæby Big Band i ”Jazz by Christmas”.
Bandet spiller velkendte julemelodier under ledelse af dirigent Dan Hejslet og med sangerne Gudrid og Kasper.
Det koster 100 kroner, som betales ved indgangen. Der kan også købes gløgg og hjemmebagte æbleskiver.
Onsdag den 4. december klokken 17 er der i Tversted Kirke fyraftensmusik ved organist Niels Ole Sørensen. Han spiller beroligende toner på Nord Grand-el klaveret. Man er velkommen til at tage strikketøjet med eller/og lægge sig på kirkebænkenes pude.
Onsdag den 4. december – og igen den 18. december – er der i Uggerby Gamle Skole spiseklub med ”Mormormad” og musik ved sang/guitar orkesteret ”Coffee Break”.
Lørdag den 7. december er der julefrokost med Gasolin og Kim Larsen musik – serveret af Ole Gas Band på Restaurant Tannishus.
Søndag den 8. december klokken 14 er der tid til borgerforeningens nisseparade med hestekane og hornorkester fra Tversted Kirke til ældrecenter Mariebo, hvor julen synges og spilles ind.
Kakao og norske klejner serveres, og julemanden dukker igen op med godter til børnene. Alle er meget velkomne.