Nordsøen Oceanarium havde torsdag den 13. februar premiere på Nordsøen Fortæller, som blev en rigtig vellykket aften.
Nordsøen Fortæller er en spændende foredragsrække for alle, hvor vores eksperter deler fascinerende viden fra arbejdet med akvarierne, forskning og naturbevarelse.
Torsdag var det biolog Annika Thomsen, der med et både humoristisk og indsigtsfuldt oplæg fortalte om Oceanariets opdræt af gopler til de engagerede gæster.
Hun delte blandt andet sin store viden om gopler og menneskers samspil – og hvordan vi mennesker kan lære meget om aldring fra nogle typer gopler, der faktisk kan gå et skridt tilbage i deres udvikling og reparere ødelagte celler, når de oplever stress og dårlige livsvilkår.
Kan og skal forskerne interessere sig for, om dette kan overføres til mennesker?
Der var naturligvis også mulighed for at studere Oceanariets gopler helt tæt på og stille spørgsmål til Annika, hvilket mange benyttede sig af.
Næste ”Nordsøen Fortæller” bliver den 24. april 2025, hvor Akvariemester Martin Riis og forsker Ivar Lund fra DTU Aqua vil fortælle om, hvordan Nordsøen Oceanarium arbejder med at genoprette sorthummerbestanden på stenrevene fra Løkken til Hirtshals, og hvilken forskning der ligger bag.
Der vil blive lejlighed til at se opdrætsanlægget og de helt små hummere denne aften.
Foto: Anton Græsdal Maajen.