Foråret har med hensyn til vejret ladet vente på sig, men nu melder de endelig klar til sæsonstart hos Hirtshals Golfklub.
Den sidste finish er lørdag blevet ordnet på en fælles arbejdsdag, hvor knap et halvt hundrede frivillige var mødt op ved klubhuset i Kjul.
Der er blevet revet grankogler, grene og andre løse naturgenstande sammen på banen, vedligeholdt borde og bænke, rengjort grusstier, klargjort banetoilet og Drivning Range. Ligesom der er samlet bolde, kørt affald på genbrugsstation, klargjort bagrum, rengjort klubhuset, ryddet op og meget mere.
Derfor er klubben nu som allerede udmeldt klar til at åbne for den nye sæson. Allerede lørdag kl. 13 åbnede Driving Rangen. Sommerbanen åbner mandag den 25. marts kl. 9.30, hvortil der kan bookes tid i golfbox. Åbningsmatchen bliver den 6. april.
Foto: Hirtshals Golfklub.