Sommertøjet hænger stadig forrest i garderoben, og de næste dage er det igen tid til shorts og korte ærmer – vi kan lokalt komme op på 24 grader, skriver TV2 Nord.
Det er usædvanligt varmt for årstiden. Lørdag var det efterårsjævndøgn, som er skiftedagen fra sommerhalvår til vinterhalvår. Det virker bare ikke som om, at vejret er klar over, at vinterhalvåret er begyndt.
Vi har tirsdag målt over 20 grader, og løvfaldssommeren er begyndt. Løvfaldssommer er defineret ved tre dage i træk efter jævndøgn med over 20 grader.
Onsdag med op til 23 grader
Onsdag ventes nogen eller meget sol, især i øst. Termometrene vil i Jylland placere sig mellem 18 og 21 grader, og det bliver varmere i øst.
På Sjælland, Lolland og Falster kan temperauren nå op på 23 grader.
Torsdag med blæst og byger i Jylland og 24 grader i øst
Torsdag bliver forskellen mellem øst og vest endnu større.
Sommervejret fastholdes i Østdanmark, mens skyer og blæst ødelægger noget af fornøjelsen i Jylland.
I Vestjylland bliver vinden op til hård, og termometrene når kun op i nærheden af 20 grader. Måske kan det til tider også dryppe en smule fra skyerne.
Østdanmark får igen meget sol, og i København og Nordsjælland kan temperaturen nå helt op på 24 grader.
Fredag med blæst og under 20 grader
Fredag ændrer vejret sig for alvor. Vekslende skydække med stedvise byger og generelt mellem 16 og 19 grader.
Det vil stadig være med mest varme i øst, hvor termometrene lokalt kan komme op på 20 grader.
Storm over Storbritannien giver varme til Danmark
Årsagen til det sene sommervejr er et stormlavtryk over Storbritannien og et højtryk over Rusland.
De to tryksystemer sender varm luft fra Mellemeuropa op til Danmark. Højtrykket sørger desuden for stabilt vejr, mens lavtrykket er årsagen til mere blæst og flere skyer i Jylland.
Vi er dog også så langt fremme i efteråret, at sommerfornemmelsen begrænses til eftermiddagstimerne.
Om formiddagen er det endnu ikke varmt, og lave skyer eller tåge kan drille. Om aftenen går solen ned omkring klokken 19, så de lune sommeraftener må man kigge længe efter.
Kilde: TV2 Nord.