Det Nordjyske Mediehus, som ud over Nordjyske Stiftstidende også sidder tungt på landsdelens annonceaviser, skal endnu en gang spare, skriver fagbladet Journalisten.
– Vi kommer til at skulle spare nogle penge, det er helt sikkert. Men resten har jeg ikke nogen kommentarer til, siger administrerende direktør Morten Vinther Jensen.
Ifølge fagbladets oplysninger var der ikke mange konkrete informationer på torsdagens møde, hvor Morten Vinther Jensen ellers gav udtryk for, at alt kan komme i spil i forhold til besparelser hos Det Nordjyske Mediehus.
Nordjyske havde i 2022 et underskud på 7,4 millioner kroner efter et fald i omsætningen på både annoncer og abonnement.
I regnskabet blev det også forudset, at indeværende år ville blive udfordrende og resultere i et underskud.
Ifølge fagbladet skal der nu spares for over 60 millioner kroner.
Sidste sparerunde var for bare et år siden.
Kilde: Journalisten.