Navnet på den lokale ildsjæl er Berg, Nicolai Bandholm Berg. Allerede i december sidste år løftede jeg sløret for, hvad han sammen med en lille håndfuld andre knoklede med ved Halvejen i Hirtshals.
Denne søndag lykkedes det mig så endelig at møde ham på det lille stykke skov, der ligger som en aflægger af Nejst Plantage, men altså nord for Halvejen og vest for Hirtshals Idrætscenter.
Her har Nicolai Bandholm Berg været initiativtager og primus motor til at få iværksat arbejdet med intet mindre en regulær disc golf bane ved det forblæste Hirtshals. Hvis det lyder som a walk in the park, skulle man have set det lille stykke skov, før ildsjælen og hans hjælpere tog fat.
Der var nærmest tale om et uigennemtrængeligt krat af brombær, da Nicolai Bandholm Berg første gang bevægede sig ind i den lille skov, som han havde fået tilladelse til at bruge af Hjørring Kommune. Mange andre havde nok ved det syn skrinlagt planen og var løbet skrigende ud af krattet, men ikke Nicolai Bandholm Berg.
Sammen med først og fremmest sin far Lars Berg, Lasse Pedersen og Peter Vrist trak ildsjælen i arbejdstøjet og tog bogstavelig talt fat fra en ende af, idet han undervejs har fået uvurderlig hjælp også af centerleder Lars-Henrik Kristensen fra Hirtshals Idrætscenter og Simon Rokkjær fra B75.
Efter at have fået lidt midler fra et par fonde blev der som det vigtigste indkøbt en kraftig buskrydder, hvorefter det møjsommelige arbejde med at rydde krattet i skoven har stået på siden september. Dernæst er de første kurve også kommet på plads, så man allerede nu kan få et godt indtryk af, hvor fantastisk en bane der er på vej med masser af læ fra de store træer mod vest, hvor hovedvejen er nærmeste nabo.
Planen er desuden at lave en tilknyttet discklub, men brugen af selve banen bliver som udgangspunkt gratis. I forvejen er disc golf en utrolig billig sport at dyrke. Den kan nemlig som sådan ikke sammenlignes med traditionel golf, hvad angår udgifter eller for den sags skyld påvirkning af naturen.
Den færdige bane bliver kort fortalt åben for alle, hvilket altså også gælder gæster og turister. Spiller man nemlig disc golf, har man som oftest app’en UDisc. Med den på mobilen kan man over alt i verden hurtigt finde nærmeste bane.
Endvidere er planen, at selve banen skal stå klar til foråret, men man forstår godt, at ildsjælen bag projektet sagtens kunne bruge flere frivillige til at give en hånd med på det store projekt i skoven ved Halvejen.
Selv knokler han nærmest dagligt bagfjerdingen ud af bukserne, men beklager sig ikke, da han brænder for sin sport.
Man kan melde sig ind i gruppen og følge med her hos Hirtshals Disc Golf Bane.