I fredags oplevede et begejstret publikum et brag af en hyldestkoncert for Kim Larsen i Sindal Hallerne.
Det var det populære nordjyske band Version 1.0 med Jens Varmløse som ankermand, der præsenterede en formfuldendt og smuk hyldest til hele Danmarks nationalskjald Kim Larsen, der desværre døde i en alder af kun 72 år.
Koncerten var arrangeret af Markedsudvalget for Sindal Marked, og det er nyt, at Udvalget arrangerer koncerter, når der ikke er Sindal Marked.
– Vi synes at der, efter denne lange og seje coronaperiode hvor alting har ligget stille, skulle ske noget her i den mørke vintertid. Vi oplevede jo, hvor meget folk trængte til at komme ud og se andre mennesker, da der sidste år var Sindal Marked efter flere års pause, fortæller Anders Lykkegaard, Henrik Pedersen, Lars Skoven Kristensen og Henrik Muhlig fra Markedsudvalget samstemmende.
Da Udvalget tidligere havde hørt Version 1.0 med “Tak for sangen – En hyldest til Kim Larsen”, undersøgte de, om der var stemning for en koncert i januar måned. Og det var der, og der var også masser af frivillige, der gav tilsagn om at hjælpe med alt det praktiske.
Det blev besluttet, at det ikke kun skulle være en koncert, men en oplevelse med spisning, og som altid var Hos Martin klar til at levere en kulinarisk oplevelse til de mange hundrede gæster. Der blev serveret tunmousse med rejer, kalve- og kalkuncuvette med diverse tilbehør og stort dessertkagebord.
De 500 publikummer oplevede en musikalsk rejse i Kim Larsens store univers af fantastiske sange, der blev serveret med humor og i Version 1.0 fortolkning med den største respekt for Kim Larsen.
Allerede fra den første sang havde Jens Varmløse og bandet publikum i sin hule hånd. Der blev sunget med på alle de dejlige sange, og selvom det var en siddende koncert, kunne flere ikke holde sig fra en swingom.
Det blev en aften som publikum sent vil glemme, og Markedsudvalget var så begejstret, at det tegner til en gentagelse til næste år i januar.
Foto: Niels Helver.