Af Claus Mørkbak Højrup
Byrådskandidat til KV25
Hjørring Kommune
Det er ikke en kommunal opgave at drive tømningsfaciliteter til autocampere: Der har de seneste år været snak om at etablere kommunale faciliteter til autocampere i Hjørring Kommune.
I Teknik og Miljøudvalget har vi arbejdet med mulige pladser til faciliteter og hen over sommeren fulgt autocampernes adfærd. Det har givet os nyttige erfaringer.
Både min kollega Michael Engbjerg fra Venstre og jeg mener, at det ikke er en kommunal opgave at drive tømningsfaciliteter til autocampere. Det bør være en opgave for det private marked. Der findes allerede private tømningsfaciliteter flere steder i kommunen, og det er også udvalgets samlede vurdering, at det dækker behovet.
Men, der ligger en politisk aftale fra tidligere budgetforhandlinger, og derfor har vi en forpligtelse til at sende en anbefaling videre til byrådet. Selv om vi ikke mener, at kommunen skal drive tømningsfaciliteter, skal sagen afsluttes med en klar og realistisk anbefaling.
Vores udgangspunkt er klart: kommunen skal ikke drive sådanne faciliteter selv. Til gengæld har vi som kommune en vigtig rolle i at skabe bedre skiltning, så autocampere ved, hvor de lovligt kan holde, og hvor der findes private muligheder.
Tanken om kommunale faciliteter var sympatisk, da den blev tænkt. Men med de erfaringer vi har nu, må vi også træffe beslutninger ud fra, hvad der giver mest mening i praksis og den politik, vi repræsenterer. Vi arbejder videre med sagen.



Det er rigtig, men er det ikke en kommunal opgave at få kommunen til at fremstå som turistvenlig? Autocampere er den nye turistform enten i synes om det eller ej, så hvis kommunen ønsker turister må de være behjælpelige med tømmepladser udenfor campingpladserne. I kan f.eks. hjælpe med tilrettelæggelse på noen servicestationer.