Halloween den 31. oktober er noget særligt, også i Lønstrup. Her vil mange børn klæde sig ud, og gå fra dør til dør og råbe ”slik eller ballade!”, og folk pynter op med græskar eller med blod, edderkoppespind og zombier.
Men al den uhygge kan til tider også blive for meget – især for de mindste. Så i år vil der være et helle midt i alt det uhyggelige. Et sted med lys i mørket. Lønstrup Kirke holder nemlig englevagt den 31. oktober kl. 19 – 20.30.
Englevagt er ”drop in”- åben kirke, hvor børn og voksne kan komme forbi til en kop varm kakao og opleve kirkens lys midt i aftenmørket. Her lover vi nul uhygge, men masser af lys og kærlighed.
Der vil være poster i kirken, hvor børn og voksne kan lære våben at kende, som man kan slås imod mørket med. Konfirmander og spejdere står klar ved posterne, hvor man skal løse opgaver, og bagefter er der små præmier til alle.
Sognepræst Inge Haandsbæk Vestergaard håber, at mange børn og unge, og deres voksne vil kigge forbi den 31. oktober, fortæller hun:
”Der er mange ude og gå den aften, så selvfølgelig skal kirken også åbne dørene for dem. Vi har et helt særligt rum, fyldt med varme og historie, og et budskab, som ikke kan gentages nok i den her tid, hvor der er nok af trusler fra den store vide verden. Det er fint at lege med det uhyggelige og onde, som man gør til halloween – men det er også godt at kende de våben, man skal bruge, når det hele bliver for meget. Og de våben har vi i den kristne tradition.”
Sognepræsten tilføjer:
”Vi trænger alle til at blive mindet om, at lyset skinner i mørket. Og mørket greb det ikke.”
Det er gratis at deltage.


