Per Clausen? Er han i Vrå? Har da lige set ham i Bruxelles… Ikke desto mindre var det Clausen himself, der holdt festtalen i Bryghusets skønne lokaler… og det er rigtigt…
Per Clausen kommer rundt i hele Europa vist nok kun ved at køre med tog, hvilket jo i sig selv er noget af et statement i en tid, hvor der stadig kastes milliarder efter sort asfalt over grønne øer frem for at satse reelt på grønne løsninger…
I hvert fald steg Per Clausen af toget i Vrå, og mens han gjorde sig klar, blev de fremmødte underholdt af musikerne Peter og Lasse, som til dagligt er medlemmer af orkestret McGuinness, der gør i et bredt udvalg af irske og danske viser…
På dagen blev vi præsenteret for musik, der lige markerede, hvem og hvor vi er… Bl.a. Oskar Hansens ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, Ulige Numres ”Frit Land” og Henrik Strubes ”Der føler jeg mig hjemme” inden ouverturen til Per Clausens tale ”Skipper Clements Morgensang” (Ebbe Kløvedal Reich)…
Clausen kan være både jovial, humoristisk, og politiske kolleger i andre partier kan være sikre på at blive spiddet med et glimt i øjet, men budskaberne er ikke til at tage fejl af…
Enhedslistens nuværende medlem af Europa-Parlamentet havde forinden på X annonceret, hvad hans tale ville handle om:
” Jeg bruger dagen i dagen til at minde, at demokratiske rettigheder ikke er noget, vi har fået foræret. Det er noget, vi har tilkæmpet os, og vi risikerer at tabe dem igen, hvis vi ikke hver eneste dag forsvarer dem. Det skriver jeg om i Solidaritet og taler om på Vrå Bryghus…”
Vi blev således taget med på en rejse fra Enevælde og diktatur over det spæde demokrati, der opstod i Danmark fra 5. juni 1849 på baggrund af voldsomme begivenheder rundt om i Europa, over fremskridt og udvidelser af demokratiet til tilbagerulninger og folkelig modstand, der fx førte frem til begrebet parlamentarisme, som blev cementeret i 1901 efter uhyrlige årtier med regeringer, der kun sad i embedet, fordi kongen ønskede det…
Som Per Clausen anførte var partiet Venstre før 1901 det nærmeste Danmark har været på at have et revolutionært parti med lyst og evne til at gøre op med statsmagten om nødvendigt…
Clausen anerkender, at vi set over de mange år, har været ude på en for mange mennesker positiv rejse, men gør igen og igen opmærksom på mangler og farer, der lurer…

Beskytter grundloven mod statens uhæmmede overvågning af befolkningen? Kan vi være sikre på, at menneskerettighederne fortsat xisterer, hvordan sikrer vi, at mennesker, der har boet hele deres liv i Danmark også kan få statsborgerskab og stemmeret?
Kampene for bedre og udvidede rettigheder er også en kamp på europæisk plan. En kamp, der i Clausens perspektiv skal sikre bedre rettigheder for lønmodtagere, for handicappede og ikke mindst for den natur og det miljø, som omgiver os, og som på helt basal vis er med til at sikre, at vi i det hele taget kan være her…
Drikkevandet i hele Europa er truet, hvis vi ikke griber ind og sikrer en god kvalitet til alles gavn…
Vi ved det godt – det er kun lommeuld, der kommer af sig selv – resten må der kæmpes for…
Der på Vrå Bryghus blev det tid til mere musikalsk underholdning, der var mere fadøl i hanerne, som håndteredes af frivillige fra det fællesskab, der ejer stedet, togene kom og gik – vist endda til tiden – og pludseligt blev det hverdag igen med gøremål, der skal gøres og kampe, der skal kæmpes…
Foto: Elling.


