Selv om en generalforsamling i sagens natur skal handle om det forløbne år, vil Erhverv Hjørrings årsmøde have udtalt fokus på fremtiden for det lokale erhvervsliv.
Generalforsamlingen får karakter af en festlig event, der indledes med bobler og networking og afsluttes med præmiering af vinderne i iværksætterkonkurrencen Erhverv Hjørring DYNAMIC Start Up Challenge 2023.
Generalforsamlingen finder sted torsdag den 30. marts kl. 15-17 på Vendsyssel Teater. Medlemmer af erhvervsforeningen kan tilmelde sig her.
Selve generalforsamlingen afvikles naturligvis efter vedtægterne med formandens beretning om året 2022, aflæggelse af regnskab, diverse valg og eventuel debat.
Herefter rettes blikket mod den grønne fremtid for Hjørring kommune og for det lokale erhvervsliv.
Det sker, når senior projekt manager Poul Rask Nielsen, Hjørring Kommune , går på talerstolen med sit indlæg ”Når vores energi bliver til nye lokale arbejdspladser”.
I indlægget vil Poul Rask Nielsen med solid forankring i rødderne og blikket rettet mod fremtiden give en indføring i Hjørring kommunes grønne omstilling og mindset.
Der fokuseres på lokal jobskabelse og uafhængighed fra internationale energikriser. Dette illustreres med eksempler på, hvordan bevægelsen fra sort til grøn sker indenfor el- og varmeproduktion samt transport.
Poul Rask Nielsen vil påpege, at innovation ofte tager afsæt i at forvandle et problem til et guldæg. Mange energiprojekter har i dag fokus på at skabe synergi og symbioser, så også restprodukter anvendes. Det forudsætter, at der arbejdes på tværs af brancher.
Efter indlægget fra Poul Rask Nielsen kommer det til at handle om iværksætteri, som er helt nødvendigt for fortsat udvikling af erhvervslivet.
Først præsenteres de tre iværksætter-virksomheder, som er shortlistet blandt deltagerne i Erhverv Hjørring DYNAMIC Start Up Challenge 2023. Og til slut afsløres vinderne i konkurrencen.
Kilde: Erhverv Hjørring.