Mandag den 2. december vil et panel af morgenfriske erhvervsfolk sidde klar ved for telefonen for at ringe penge ind til julehjælp – fra typisk andre erhvervsfolk. I 2023 blev det på blot én time til 261.000 kroner til det lokale arbejde i Hjørring Kommune.
Erhvervslivet bidrager også på denne prisværdige måde til Dansk Folkehjælp Hjørrings imponerende indsats for at rejse penge til julehjælp.
Dansk Folkehjælp Hjørring arbejder året rundt dygtigt for at rejse penge til at hjælpe andre, og lige nu handler det om julehjælp, så familier og børn kan få en god jul med både julemad og julegaver.
Antallet af ansøgere til julehjælp er steget voldsomt hos Dansk Folkehjælp år for år, og i 2024 har flere end 20.000 på landsplan søgt. Lokalt har flere end 200 familier søgt julehjælp gennem os, siger Jette Videnkjær, der er leder af Dansk Folkehjælp Hjørring.
Johnny L. Nielsen fra Bilhuset Hjørring er genganger som rund-ringer til erhvervsfolk, han fornemmer, gerne vil bidrage.
– Folk er rigtig flinke til at bidrage til de mennesker, der måske ikke har så meget at gøre godt med her op til jul. Vi er glade for at kunne hjælpe familier og børn med at få en god jul.
– Vi er på egne og familiernes vegne meget taknemlige for den store hjælp og opbakning, vi får fra så mange også fra erhvervslivet, siger Jette Videnkjær.
Den årlige uddeling af julehjælp i Svanelunden er altid en dejlig dag også for de mange frivillige i Dansk Folkehjælp, som også står bag en juletræsfest samme sted.
Lige nu kan alle, der vil støtte familierne, på et juletræ i Metropol Shopping tage en seddel med et julegaveønske og indfri ønsket ved at betale et mindre beløb til en julegave i en butik i Metropol. Så sørger Dansk Folkehjælp sammen med butikkerne i Metropol for, at familierne får gaven.
– Alle kan altid støtte Dansk Folkehjælps arbejde for eksempel ved at handle i vores genbrugsbutik i Bispensgade i Hjørring eller gå ind på Dansk Folkehjælps hjemmeside og se mulighederne for at hjælpe familier og børn, der ikke har så meget.
Der er brug for hjælp og penge hele tiden, og alle kan støtte Dansk Folkehjælp. Tak for hjælpen, så alle kan få en god jul.