Af Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlem
Hjørring Kommune
Løsgænger
Nogle vil have bemærket, er jeg ikke længere er medlem af Meld og Feld-partiet.
Det er en lettelse, der ikke vil ændre mit virke som byrådsmedlem i Hjørring.
I det nye byråd blev jeg valgt ind med 5. flest personlige stemmer, hvilket jeg er taknemlig over. Derfor vil jeg fortsat prøve at gennemføre den politik, jeg talte for under valgkampen i 2021.
Jeg talte bl.a. om at stoppe eller mindske flere nedskæringer på kommunens borgerservice. Nu lancerer borgmester Søren Smalbro (V) på byrådsmødet onsdag (30.3) en ny budgetspare-proces med op til 2,5 procents nedskæringer, støttet af konservative og radikale. Samtidig fastholder byrådet sine udvalgsrejser, herunder til Skotland. Det virker sært.
På det TV-transmitterede byrådsmøde onsdag aften har jeg derudover fremsat følgende forslag, dvs. dagsorden-punkterne 37-40:
- Henvendelse til Udlændingestyrelsen om stop for flere afghanske asylsøgere. Pt. modtager vi uforholdsmæssigt mange ukrainske flygtninge i forhold til andre kommuner, men det er såmænd i orden, hvis kommunen bliver kompenseret ordentligt fra staten. Derudover bør kommunen hjælpe med at sikre, at private (herunder mig selv) kan huse ukrainske flygtninge midlertidigt.
- De facto nedlæggelse af administrationens topjob, idet kommunaldirektør Tommy Christiansen har sagt op. Dermed har vi en chance for at undgå fyringer, samtidig med at vi sparer mellem 1,1 og 2,2 millioner kroner. Tommy Christiansens årsløn var 2,2 millioner kroner.
- Afbrydelse af kommunale kontrakter med virksomheder med stor russisk ejerindflydelse. Det handler bl.a. om virksomheden Cekura A/S, der sælger kropsbårne sikkerheds-alarmer. Forleden hævdede Cekura at have mindsket sin russiske ejerandel, og fint nok hvis det er rigtigt, men hovedejeren Oleg Reps bor i skattelyet Monaco.
Samtidig holder jeg øje med, at borgmesteren ikke løber fra sit valgløfte om at støtte et friplejehjem i Tornby. Jeg havde gerne startet forberedelsen af friplejehjemmet på byrådsmødet onsdag, men det kunne ikke lade sig gøre, og nu risikerer Tornby-projektet at skulle overleve en nedskærings-debat.