Af Erik Høgh-Sørensen
Byrådsmedlem i Hjørring
Uafhængigt Frit Parti
I årtier har danske politikere samt politi og fiskerikontrol tilladt de hollandske bomtrawlere at smadre dansk fiskeri og natur.
Nu viser det sig så, at de danske myndigheder har set mellem fingre med kokainsmugling. De blev advaret allerede i 2019.
Det kan siges med sikkerhed, fordi TV2Nord på prisværdig vis har afsløret kokainsmugleriet. Godt arbejde!
Men hvorfor sad dansk politi og fiskerikontrol mon de gamle advarsler overhørig? Er der brodne kar hos de danske myndigheder?
Det tror jeg. Reaktionen på mine advarsler fra 2019 og frem kan bedst beskrives med ordene ”bevidst inkompetence”.
Så bevidst, at man får mistanke om, at der findes dele af det danske myndighedsapparat, som godt har kendt til kokainsmugleriet.
Dette er et udklip fra Fiskeritidende 16. marts 2019. Det er blot en af mange advarsler på baggrund af en hollandsk sag, hvor der blev smuglet 260 kg. kokain.
Hvorfor fik de hollandske bomtrawlere lov til at husere i dansk farvand?