Af Erik Høgh-Sørensen

Kommunal spidskandidat for DF i Hjørring
Medlem af Regionsrådet i Nordjylland
Paradisvej 3
Sindal
Den kommende valgkamp bør handle om konkrete forslag om forbedringer. Her et fra mig:
Vi politikere bør overveje at fusionere dele af administrationerne i Region Nordjylland, Nordjyllands Trafikselskab, Nordjyske Jernbaner og dernæst forbedre samarbejdet med kommunerne.
Lige nu er der for mange kokke, som fordærver maden, og ingen har vist større ”skyld” end andre.
Jeg oplever arbitrære lukninger af busruter i mit lokalsamfund, senest rute 78. Det rammer borgere i Skibsby, Astrup, Sønderskov, Sindal, Bindslev og Tversted, og buschauffører beretter om, at ældre nu har svært ved at komme hen og handle. Dagligvarehandel flyttes fra Sindal til Hjørring på grund af ændringen.
Som regionspolitiker og spidskandidat for DF ved kommunalvalget i Hjørring tænker jeg, at det i hele Nordjylland er lidt for nemt at skære ned på landområdernes kollektive trafik.
En administrativ sammenlægning i ét stort mobilitets-selskab vil gøre det sværere for lokale politikere at løbe fra ansvar og forpligtelse.
En sammenlægning vil give pæne besparelser på de ”bestyrelses-ben”, som diverse borgmestre og kommunale og regionale politikere pt. nyder lidt for godt af.
En sammenlægning er relevant, fordi vi står i de kommende år står over for alvorlige problemer, idet passagertallet falder generelt pga. corona-pandemien.
Derudover er der et driftsmæssigt potentiale. En sammenlægning kan betyde, at passagererne vil opleve bedre samspil mellem busser og tog, når driften af disse sker fra én og samme virksomhed.
Dette er ikke nødvendigvis et pletskud af et forslag, men det er basis for en reel drøftelse af trafikale løsninger.


