Af Erik Høgh-Sørensen
Spidskandidat i Hjørring Kommune (DF)
Medlem af Regionsrådet, Forretningsudvalget
Paradisvej 3
Sindal
Vi har ikke tid til et langvarigt vindmølle-skænderi, som vil forsinke havneudvidelsen og måske ødelægge chancen for at gøre Hirtshals Havn til motor i egnens økonomiske udvikling.
Chancen for at lave en lille containerhavn har næppe været større, hvis vi får gang i Hirtshals’ ubrugte tog-godsterminal. I så fald vil container-rederier efterspørge den klimarigtige kombination af skibs- og togfragt til Centraleuropa, hvor kæmpehavnene oplever forsinkelser og kaos.
Hirtshals Havn hverken kan eller skal være noget nyt Hamborg, Rotterdam eller Felixstowe, og samtidig må de allerede kendte planer roses: fiskeri, færger og grøn energi.
Men Hirtshals kan få et ekstra forretningsben og blive en lille lækker såkaldt ”feederhavn”. Ifølge Journal of Commerce var rederiernes spot-rater til og fra Kina i juni 2021 vokset over 600 procent i forhold til 2019, og disse prisstigninger forplanter sig til andre ruter. Det er Hirtshals’ chance.
Hvis havnedybden udvides, vil små til mellemstore Panamax-containerskibe kunne anløbe uden at skulle runde Skagen. Det vil spare tid og brændstof og give rederierne dét, de efterspørger: fleksibilitet og bæredygtighed.
Vindmølle-indtægter bør ikke være altafgørende, højst et bidrag.
Derimod er det afgørende at kunne interessere udefra kommende investorer som f.eks. min gamle arbejdsgiver, Mærsk, der driver havne over hele verden.
Ekspertise fra det private erhvervsliv har vi brug for, hvis vi vil udnytte det store potentiale i Hirtshals Havn.
Ja det er forhåbentligt sådanne projekter der er i støbeskeen.
Ja, den nuv. satsning på fiskeri, færger og grøn energi er fin. Men det ville da være super, hvis vi kunne få et 4. ben i forretning i form af en lille containerhavn.
Det lyder spændende, men jeg vil godt se, hvem der vil finansiere/garantere for finansieringen uden en aftale om i hvert fald en del nye indtægter (vindmøller).
Men hvis du har kontakter til Mærsk og kommer med en aftale om, at de vil bruge Hirtshals Havn kan det jo løse den problematik.
Hej Frank, jo-jo, jeg har stadig kontakter på Mærsk, men det centrale er ikke mine eller andres kontakter, snarere hvorvidt vi på den ene eller anden måde er parate til at lade investorer få indflydelse på ejerskab og/eller garanteret afkast fra drift. Det kunne være en “OPP”.
Derudover skal en god bestyrelse bestå af både politikere, som er folkevalgte, og af erhvervsfolk med branche-ekspertise.
Når man er så lille en spiller som Hirtshals, er der behov for ekspertise fra en “vertikal” shipping-virksomhed med forstand på både ruter, havne og logistik.
Det helt centrale lige nu er dog det kaos, som hersker i Rotterdam, Felixstowe, Bremerhaven osv. Mærsk har så vidt jeg ved lige indstillet anløb i Felixstowe.
Det bør undersøges nøje i den kommende tid. At satse på fiskeri, færger og grøn energi er fint. Men det ville lune med et 4. ben i havneforretningen.
Jeg glemte lige at nævne, at vi bør placere vindmøllerne til havs på en måde, så de hæmmer de hollandske bomtrawlere mest muligt i deres rovdrift på det lokale fiskeri. Måske en ring af vindmøller omkring Det Gule Rev? 🙂