Nye bestyrelsesmedlemmer i den lokale afdeling hos DF er formand Erik Jørgensen og næstformand Kurt Jensen samt Anders Møller og Ole Moltsen. Fra den tidligere bestyrelse fortsætter Orla Kjærgaard.
– Foreningens medlemmer ønsker en ny og mere aktiv retning, og det vil vi som bestyrelse stå i spidsen for. Der vil komme flere foredrag og debatarrangementer, hvor der vil være åben adgang også for nysgerrige, der ikke behøver være medlem af DF, lyder det fra formand Erik Jørgensen.
Der er mere end nogensinde behov for Dansk Folkeparti, og vi ser med fortrøstning på fremtiden, tilføjer Erik Jørgensen, der afløser Lone Hyldig, som på generalforsamlingen den 25. maj af flere talere blev rost for sit glimrende og årelange arbejde for foreningen og Dansk Folkeparti.
Før generalforsamlingen blev der holdt opstillingsmøde for Dansk Folkepartis kandidater til byrådsvalget i Hjørring Kommune. Spidskandidat blev Erik Høgh-Sørensen efterfulgt af Per Hyldig, Rasmus Overgaard Larsen, Tommy Sørensen, Orla Kjærgaard, Kenneth Birch og Lone Hyldig.
I den kommende tid vil DF række hånden ud til de andre partier i Hjørring Kommune.
– Der er tradition for et bredt samarbejde i Hjørring Byråd, og det er en god tradition. Vi kommer til at søge et samarbejde med alle, men vil også sondere muligheden for et teknisk valgforbund med samtlige andre borgerlige partier, siger Erik Høgh-Sørensen.
– Jeg genopstiller til Regionsrådet, men ikke som spidskandidat. Vi har brug for et generationsskifte i DF. Unge Jamie Voldby Nielsen blev i 2017 sensationelt valgt som nummer tre på DF’s kandidatliste og har fortsat sit gode arbejde med regionspolitik, selv om han ikke kom ind dengang, slutter Erik Høgh-Sørensen.