Af Erik Høgh-Sørensen
Vendelbo-Listen
Hjørring Byråd
De fleste, der har set det hjerteskærende TV2-program ”Ingen kære kommune”, håber nok på et mindeligt kommunalt forlig med Michelle Røge.
Og sagen er, at Venstreborgmester Søren Smalbro kunne – hvis han ville – give Michelle og Nana Røge oprejsning efter kommunens svigt.
Faktisk er det borgmesterens lovmæssige pligt at undgå unødvendige udgifter såsom de tre millioner kroner, som det mindst vil koste for det offentlige at nedkæmpe Michelle Røge i diverse retsinstanser.
Desværre virker Venstreborgmesteren og hans partidisciple såsom vicerektor på Hjørring Gymnasium, Lars Høgh, til at være i fornægtelse.
Man skal lægge mærke til, at vicerektor Lars Høgh skriver i Nordsøposten uden at fortælle læserne om sit engagement i partiet Venstre.
Der er en god grund til den fordækte fremgangsmåde: Han og andre Venstre-folk vildleder ved at påstå, at deres partis borgmester ikke KAN indgå forlig.
Sagen er, at borgmesteren ikke VIL.
Det er en kendsgerning ifølge Kommunestyrelsesloven, at Smalbro og byrådet – ikke forvaltningen – er kommunens øverste myndighed. Dvs. byrådet skal beslutte, hvorvidt der er risiko for, at kommunen taber sagen. Det betyder også, at forligsforhandlinger kan indledes helt lovligt, hvis byrådet vil.
Venstreborgmesteren prøver derfor med censur at skjule sin dårlige sag.
Ellers havde han ikke afbrudt byrådsmødet i tide og utide 29. januar og smidt offentligheden ud, så snart det var muligt (det anbefales evt. nysgerrige at se byrådsmødet via kommunens hjemmeside).
Trods de lukkede døre fik Smalbro ikke sin vilje. Byrådet besluttede en time-out til yderligere juridiske overvejelser.
Normalt får Smalbro nærmest underdanig hjælp fra sine to ultra-loyale støttepartier, Socialdemokratiet og Konservative. Men de har hver deres borgmesterkandidat, Mai-Britt Beith (S) og Per Møller (K).
Mon de to ambitiøse borgmesterkandidater vil være halehæng på Venstreborgmesterens bortforklaringer i en sag, der kun kan ødelægge Hjørrings image som en god familie-kommune? Forhåbentlig ikke.
Vi skal som byråd følge loven, og dermed er det kommunens folkevalgte byråd, som beslutter sagen. Ikke forvaltningen.
I Vendelbo-Listen peger vi på nyttige fortilfælde såsom den socialdemokratiske statsministers undskyldning i sagen om børnehjemmet Godhavn (se nedenfor). Den mulighed har forvaltningens ledelse konsekvent undladt at informere os byrådsmedlemmer om.
Under alle omstændigheder fortjener Michelle og Nanna Røge en god, mindelig og medmenneskelig løsning, og et forlig kan forhandles fuldt lovligt.
Det er vigtigt at notere, at byrådet er forpligtet til at forkaste forvaltningens dyre eksterne advokater fra Norrbom Vinding pga. inhabilitet. Det københavnske advokatfirma tjener millioner på BÅDE at rådgive Venstreborgmesteren OG føre en uendelig retssag.
Jo længere Røge-søstrenes tragedie forlænges, desto mere tjener Norrbom Vinding.
Venstreborgmesteren er derfor næppe blevet advaret om, at han på kommunens vegne har stor risiko for at tabe til Michelle Røge i Landsretten.
Hvorfor? Jo, som TV2-dokumentaren viste, forsømte kommunen i sin tid at gribe ind mod den tortur, som mærkede de to søstre for livet. Mange i Hirtshals vidste, hvad der foregik. Hvis disse vidner viser sig i Vestre Landsret, mangedobles Smalbros risiko for nederlag.
Hvorefter andre borgere med fuld ret og fortilfælde kan stille lignende krav til kommunen.
Så langt bør det selvfølgelig ikke komme.
Anstændigvis bør Røge-søstrene få den kommunale anerkendelse, de søger (erstatning eller ej), hvilket måske hjælper bare lidt på de dårlige barndomsminder, hvorefter de to djærve kvinder forhåbentlig kan komme godt videre i livet.
Her følger det forslag, som Vendelbo-Listen og Dansk Folkeparti stillede 29. januar. Forslaget blev sendt til timeout, så der er yderligere tid til juridiske overvejelser bag lukkede døre.
Hjørrings borgmester og forvaltning afsøger omgående og uden yderligere brug af advokatvirksomheden Norrbom Vinding, om der kan indgås mindeligt forlig med Michelle Røge, hvorunder muligheden for en kommunal undskyldning indgår.
Baggrund:
Sagen er så vidt vides belyst korrekt og præcist i TV2’s dokumentarprogram ”Ingen kære kommune” bragt 15. januar 2025.
Hjørring Kommune forstærker fremover sin procesrisiko samt yderligere penge- og imagetab ved ikke at indgå forligsdrøftelser.
Det fremgår af kommunestyrelsesloven, at byrådet er sagens øverste myndighed. Ikke forvaltningen. Hjørring Byråd har ikke uddelegeret kompetencen til forvaltningen.
Endvidere gælder i medfør af kommunalfuldmagten, at hvis en kommunalbestyrelse vurderer, at kommunen bliver dømt erstatningsansvarlig i en retssag, kan kommunen – som følge af grundsætningen om at kommunen skal handle økonomisk forsvarligt – udbetale erstatning/godtgørelse eller indgå forlig med henblik på at begrænse udgifterne til en retssag.
Trods kommunens sejr i Byretten kan kommunen forventes at tabe i Landsretten, hvis der fremlægges yderligere beviser, hvilket er sandsynligt. Se nedenfor.
Økonomi:
I sagen om Michelle Røge har Hjørring Kommune indtil videre brugt næsten 1,0 mio. kr. på udgifter til advokatvirksomheden Norrbom Vinding.
Beløbet kan forventes at stige væsentligt, eventuelt flerdobles set fra et skatteyderperspektiv, idet Michelle Røge har fået fri proces til sine advokatudgifter.
Michelle Røge krævede 300.000 kr. i udgangspunktet, dvs. Hjørring Kommune har allerede nu tredoblet sit tab uanset sejren i Byretten.
Det fremgår af forvaltningslovens officialprincip, at hvis en forvaltning ikke har oplyst en sag tilstrækkeligt for et byråd, dvs. givet byrådet nok informationer, så kan en tidligere beslutning tilsidesættes som ugyldig.
Det er tilfældet i Michelle Røges sag:
- Hjørring Byråd blev ikke informeret om muligheden for forlig, eksempelvis med udgangspunkt i Tønder- og Godhavns-sagerne. Retningslinjer fra både Kammeradvokaten og Folketingets Ombudsmand bekræfter, at dette er en mulighed, når der ”foreligger et relevant og relativt sikkert grundlag”.
- Dette grundlag kan være øget risiko for kommunalt nederlag i Landsretten, hvilket sandsynliggøres af, at Michelle Røge og hendes advokat kan få held til at forstærke indtrykket af kommunalt omsorgssvigt. Man kan fremføre yderligere vidner blandt de mange borgere i Hirtshals, som endnu husker Røge-pigernes forhutlede opvækst.
- Forvaltningen har ikke oplyst byrådet om, hvorvidt en kommunal forsikring kan bringes i spil. En sådan blev brugt i Tønder-forliget.
- Byrådet fik ikke oplyst sagens sandsynlige omkostninger, og forvaltningen har intet lært af den såkaldte Bom-sag. Her forpassede byrådet i februar 2022 chancen for et forlig til kr. 0, hvorefter Norrbom Vinding øgede sin indtjening til mindst 630.000 kr. Ofrene rammes fortsat. Borgmesteren og forvaltningen fastholder en 9-årig pige og hendes to søstre i inkasso.
- Inhabil rådgivning. Forvaltningen har uden at rådføre sig med byrådet gjort Norrbom Vinding til både objektiv rådgiver og subjektiv sagfører i Michelle Røges sag. Der er tale om inhabilitet, fordi advokatvirksomheden har incitament til at tjene flere penge ved at forlænge retssager unødigt.
- Forvaltningen har, med borgmesteren som talerør, i TV2 givet fejlagtigt indtryk af, at Kommunernes Landsforening forhindrer forligsforhandlinger. KL’s retningslinjer må ses som anbefalinger og ikke forpligtelser.
- Forvaltningen har forsømt at inddrage andre relevante faktorer, herunder de unødvendige landsdækkende image-skader på Hjørring Kommune. Disse kan medføre økonomiske tab pga. mindsket incitament til bosætning i kommunen.
- Det er spin, når borgmester Søren Smalbro og partikollegaen Preben Bang Henriksen i medierne fremfører et erstatningsnævn som en mulig løsning. Nævnet eksisterer ikke og kommer ikke til at eksistere selv på langt sigt. Som justitsministeren udtaler til TV2: ”For mig er det også vigtigt, at vi ikke opretter mere offentlig administration uden nøje at overveje, om det er nødvendigt.”
- Borgmesteren har i TV2 afvist at undskylde til Michelle Røge, men sammen med forvaltningen forsømt at oplyse, at den mulighed eksisterer jævnfør Godhavn-sagen. Her udtalte statsministeren:
”Nogle af samfundets mest sårbare børn blev mishandlet. De blev svigtet af de voksne, der skulle passe på dem. Myndighederne gjorde intet. Det kan og må vi ikke som samfund lukke øjnene for. Derfor er det på høje tid, at vi giver ofrene en undskyldning.”
Statsministerens ord kunne være inspiration for Hjørring Byråd.
Michelle Røges udtalelser til TV2 antyder, at kommunal erkendelse og imødekommenhed gør en positiv forskel.
Samtidig vil en undskyldning ikke nødvendigvis være finansielt ansvarspådragende for kommunen. Det afhænger af eventuelle forligsforhandlinger.
Link til relaterede artikler
Uacceptabelt at vi som borgere i Hjørring kommune bare skal blive ved med at finde os i borgmesterens umenneskelige opførsel overfor sårbare børn og unge. Det må være muligt at holde borgmesteren ansvarlig for at pådrage kommunen vanvittigt høje advokatudgifter fordi man bevidst vildleder byrådet.
At tvangsfjerne et barn eller undlade det, er en meget stor og vanskelig beslutning, og set på bagkant kan det aldrig lade sig gøre at træffe den rigtige beslutning hver gang. Det er synd for røge søstrene at de har haft den barndom som de har, men uanset hvor mange dokumenter man graver frem kan ingen heller i dag sige hvad der var rigtigt, og vi skal huske vi lever i en anden tid, med meget mere fokus på børns vilkår, heldigvis. Vi må gå ud fra og have tillid til at forvaltningen den gang gjorde det bedst mulige. Det er derfor helt urimeligt at forlange at borgmesteren skal give en undskyldning eller at kommunen blot skal betale en erstatning. Det vil blot medføre mange flere sager fra borgere der føler sig forkert behandlet. Jeg forstår ikke hvad det er Røge søstrene vil opnå med deres sag, det er jo ikke noget man kan bruge som erfaring til at gøre det anderledes i dag og sagsbehandlerne er sikkert for længst gået på pension.
Erik Høgh Sørensen er i mine øjne en ubehagelig person og politiker som på usmagelig vis forsøger at sværte Søren Smalbro or resten af byrådet til.
Tak for en klar dokumentation for
-de meget mærkværdige synspunkter, som magtpartierne indtager specifikt i denne sag
-den tunge luft generelt i magtkorridorer i Hjørring Kommune
-og behovet for, at borgerlister ved byrådsvalget 18. nov. i år sørger for at få luftet ud.
Det er på høje tid med et styrket opgør med magtpartierne, og her tænker jeg primært på Venstre og Socialdemokratiet -måske også de konservative.
Vejen frem er svær, når vi ser på opbakningen til magtpartierne. Men ikke umulig.
Der må skabes en koalition udenom magtpartierne. Det arbejder jeg for.