Af Erik Høgh-Sørensen

Medlem af Hjørring Byråd
Vendelbo-Listen
Uden at lytte til de berørte borgere lægger Hjørrings Teknik og Miljø Udvalg, TMU, op til at godkende en massiv udvidelse af de forurenende virksomheder Agri Energy og Stiesdal 2.9.
Luft- og partikelforureningen fra afbrændt gylle har ramt mange borgere i området. En børnefamilie er på sundhedsmyndighedernes opfordring flyttet ud af deres hjem.
Nu giver den konservative TMU-udvalgsformand Søren Homann i et svarudkast til Miljøstyrelsen grønt lys for biogas- og pyrolyse-eksperimenterne. Det gør Homann i en grad, at det kan blive en formssag for minister Magnus Heunicke (S) at sige ja til udvidelsen.
Eksperimenterne blev ceremonielt startet sidste år med skåltaler af ministrene Jeppe Bruus (S), Lars Aagaard (M) og Venstreborgmester Søren Smalbro. Der er prestige og statsstøtte for millioner af kroner på spil.
Nu udtaler TMU-formand Homann sig så på hele Hjørring Kommunes vegne, selvom det ikke er rigtigt.
Kun tre af byrådets syv partigrupper bliver hørt, fordi høringsfristen er afkortet fra 18.9 til 5.9.
Således slipper angivelige biogas-skeptikere som socialdemokraten Sven Bertelsen (tidl. Lokallisten) for at skulle forklare den partidisciplin, han var underlagt, da han 27.8 stemte nej til Vendelbo-Listens forslag om en borgerhøring.
Homanns tilsnigelse illustrerer også, hvordan Hjørring Byråd fungerer som et ét-partistyre. Det har stået på siden kommunesammenlægningen i 2007, da tidl. Hirtshalsborgmester Knud Størup blev sat uden for indflydelse trods Lokallistens ni mandater (af 31) og Størups 9.000 personlige stemmer.
Ét-partistyrets underafdelinger, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, fører noget nær samme politik på tværs af alle politik-emner og dækker gerne over hinandens fejl. Eksempelvis Aage Holms Vej-sagen.
I sagen om Agri Energy og Stiesdal består TMU-udvalget kun V, S, og K-folk.
Derfor er der store udeladelser i svar-udkastet og ingen videre vilje til at lytte til borgerne.
Den seneste store ændring i sagen er, at direktørerne på Agri Energy og Stiesdal pludselig anfører, at deres eksperimenter er langt mere risikable end hidtil erkendt. Ellers ville det være kommunen og ikke Miljøstyrelsen, som skulle træffe beslutning.
Det passer borgmesterkandidaterne fra S, V, og K glimrende ikke at skulle stå til ansvar for forureningen. Derfor parkeres sagen bekvemt hos partifæller i København.
”Det er ikke vores skyld,” vil de tre borgmesterkandidater sige.
PS: Homanns udkast er dateret 27.8 – samme dag som der var byrådsmøde. Ergo kunne man have hørt hele byrådet og frem for alt borgerne.
Dokumentation: Kommunalt udkast til høringssvar.



Jeg er fuldstændig enig i dine betragtninger. Der virker som om, at flere af byrådsmedlemmerne er tvunget til at følge den linjen, der er udstukket af ét partistyret. Og så er det beskæmmende at enkelte byrådsmedlemmer på mødet den 27. august reagerer så emotionelt, herunder med at kyle briller og kuglepen demonstrativt ned i bordet, istedet for at holde en sober linje. Afviklingen af mødet var i øvrigt ret kaotisk, men jeg har aldrig oplevet, at en borgmester tager ordet fra et medlem midt i en saglig argumentation og dermed afskærer byrådsmedlemmet fra at færdiggøre sit indlæg. En borgmester der i øvrigt ikke havde styr på antallet af biogasanlæg i kommunen og hvorvidt antallet af transporter havde overskredet det tilladte. Detail kendskab har åbenbart ikke førsteprioritet, men er ret essentiel ift korrekte beslutninger.
Men det altoverskyggende står tilbage – nemlig at borgerne ikke får mulighed for at blive hørt i denne vigtige sag – det har man åbenbart ikke mod og mandshjerte til at gennemføre. Håber ikke at flere beboere i nærområdet rammes af generne.
Hjørring Byråd minder efterhånden mere om rød eller blå stue i en børnehave.
Lad os håbe at kommunalvalget laver om på sammensætningen.