Af Erik Krage
Spidskandidat
Lokallisten
N C Jensensgade 5
Hirtshals
Transport af gods i Nordeuropa baseres mest effektivt på lastbiler/løstrailere og dermed ro/ro-trafik. Grunden hertil er at lastbiler er effektive på korte distancer og distancerne er i godssammenhæng korte i Europa og i relation hertil er sø-ruter korte i Nordeuropa. Lastbilen/løstraileren er effektiv og kan bruges til transport af gods på vej, sø og jernbane.
Med henblik på at øge effektiviteten yderligere, skal transportsektoren animeres yderligere til nytænkning, så der skabes et paradigmeskift, hvor der i godstransport tænkes end-to-end og ikke kun havn-til-havn i en multimodal kontekst. Med multimodalitet skal godstransport optimeres ved kombination af jernbane-, vej og søtransport i den samme transport. Denne tendens er allerede på vej på europæisk plan.
Ro/ro-trafikken kan udvikles i en klimavenlig og grøn retning i form af den multimodale godstransport, hvor carbon footprint fra godstransporten er reduceret i forhold til den sædvanlige godstransport, der alene anvender vejtransport.
Hirtshals Havn ligger på EU’s TEN-T Core Network (den højeste klasse af infrastruktur) og forventes fra september 2021 at blive en del af en af EU’s højest prioriterede transportkorridorer for vej og jernbane; ScanMed-korridoren.
Hermed følger, at der på EU-plan er forventninger til Hirtshals Havn, om at den som havn og dermed som infrastrukturenhed opfylder de krav som EU implicit stiller til den primære infrastruktur i Europa. Som en del af ScanMed-korridoren vil Hirtshals Havn får en rolle, hvor den skal understøtte med en kvalificeret infrastruktur og med mulighed for at logistiksektoren kan udnytte korridoren.
Hirtshals Havn er i sig selv udpeget som TEN-T comprehensive port, idet størrelsen af trafikken over havnen ikke begrunder en højere klassifikation. I Danmark er kun Københavns Havn og Århus Havn TEN-T Core Ports, idet dog havnene heller ikke opfylder kravene, men Danmark skal som europæisk søfartsnation have Core Ports.
Hirtshals ligger i EU som kontaktpunkt til Norge (Oslo) og i supplement hertil ligger Hirtshals som omdrejningspunkt, der kan forbinde Skandinavien med Skotland, Benelux, Nordatlanten og Baltikum.
I denne fremtidige multimodale godstransport udgør Hirtshals et logisk omdrejningspunkt i Skandinavien, hvorfra distribution af gods og varer i Norge kan ske og hvor konsolidering af gods (primært laks) fra Norge kan ske. Denne fremtid vil blive virkelighed inden for få år, idet udviklingen allerede er i gang som konsekvens af dels European Green Deal og dels skift i befolkningsholdningerne.
Inden for få år vil der dermed være potentiale for en stigende godstrafik over Hirtshals Havn og denne stigning vil dels bestå af enhedslaster, der er i transit gennem Hirtshals, sådan som trafikken er i dag, og dels af gods, der skal omkonsolideres i Hirtshals forinden videre transport mod syd til fiskemarkederne eller mod nord for distribution til distributionslagre eller supermarkeder.
Fremtiden vil byde på ro/ro-trafik over Hirtshals som for en vis mængde vil forudsætte, at der er lagerfaciliteter i form af dels dedikerede og dels generiske lagerfaciliteter. Der vil således være lagerfaciliteter, der er ejet/lejet af specifikke godstransportører eller detailkæder, henholdsvis lagerfaciliteter, som af havnen lejes ud til mindre transportører på eksempelvis åremålsbasis.
Lagerfaciliteterne vil udgøre crossdoking-lagre, hvor gods omlastes fra lastbiler, der eksempelvis kommer fra en producent til flere lastbiler med modsvarende flere destinationer.
Omkonsolideringen vil give godset en merværdi i form af den ompakningsproces der foretages, og dermed vil Hirtshals blive et sted, der tilfører yderligere værdi til godset når korridoren anvendes af godstransportører, detailkæder og lakseproducenter. Omfanget af omkonsolidering af godset i crossdoking lagre, vil tilsvarende kræve arbejdskraft i form af alt fra lagerledere og til lagerarbejdere samt alle de tilknyttede medarbejdere, der skal sikre, at den samlede transportkæde fungerer.
Behovet for arbejdskraft til fremtidige lagerfaciliteter på havnen vil naturligt være direkte sammenhængende med godsmængderne, der skal håndteres. Et faktum vil imidlertid være, at alle faciliteter vil skulle være i drift 24/7/365, da trafikken overhavnen allerede i dag dækker hele døgnet, hvorfor der vil være tale om flere skiftehold. Et meget groft skøn kunne være, at der vil kunne skabes mellem 50 og 300 arbejdspladser i logistiksektoren i Hirtshals ved en fuld udnyttelse af Hirtshals Havns potentialer som distributions- og konsolideringscenter. Det store spænd er begrundet i usikkerheden om omfanget af lagerfaciliteter og den konkrete fremtidige godstrafik.
Det er centralt at erindre, at ro/ro-trafik er meget pladskrævende. Der skal på havnen afsættes plads til opmarch af såvel lastbiler som løstrailere samt de tilhørende manøvrearealer. Yderligere skal der omkring lagerfaciliteter afsættes manøvrearealer til lastbilerne, således at disse kan bakke til portene i lagerbygningerne.
En typisk dybde på en lagerbygning vil være i størrelsesorden 72 meter. Hertil kommer på begge sider af bygningen en afstand på omkring 3 gange en lastbillængde til manøvrering, hvilket betyder, at lagerbygningen inklusive manøvrearealer vil dække et areal på i størrelsesorden 175 meter gange bygningens længde. Bygningslængder på 100 – 600 må vurderes som værende inden for det realistiske at forvente.
Samlet vil ro/ro-trafikken over havnen være ganske pladskrævende, samtidig med at logistik-aktiviteterne vil skabe arbejdspladser.
Med den lille havneudvidelse vil vi afskære os fra at kunne få del i denne gren af de fremtidige haveaktiviteter på grund af manglende plads til færgelejer og nødvendigheden af at skulle etablere lagerfaciliteterne langt væk fra kajkant (i fredsskov).
Det er min opfattelse at det er væsentligt for at sikre den langsigtede økonomiske rentabilitet, at der spilles på så mange heste som muligt, så vi ikke bliver så sårbare, hvis f.eks. der forsvinder en færgerute. I en økonomisk risikoanalyse vil det at have så mange indtægtskanaler som muligt være et stort plus.
Vi mangler jo som nævnt dette ben, men vurderingen fra Bent Rasmussen, direktør for reefer-road segmentet i Blue Water Shipping lyder på at Hirtshals med den rigtige havneudvidelse vil kunne vække ro/ro rederierne til igen at få appetit på Hirtshals havn, hvor de indtil nu har været svære at lokke til at gøre anløb.
Det er fuldstændig korrekt, som der bliver skrevet- havneudvidelsen må have mulighed for at modtage store ro/ro og ikke ikke mindre som tidligere havnedirektør mente