Der er i år blevet indstillet 17 kandidater til frivilligprisen, og Sundheds- Ældre- og Handicapudvalget har udvalgt vinderen af prisen blandt alle kandidaterne. Vinderen Erik Larsen er blevet indstillet af Doris Kristensen og Helle Nejst Christiansen.
I deres indstilling står der blandt andet, at Erik med sit gode humør og positive sind altid er klar til at yde en indsats ved forskellige aktiviteter som pensionist-banko, madklub for ældre mænd samt sang og musik for ældre. Han er med til at hæve de ældres humør – gerne med en god historie eller vittighed, og dermed give dem en god dag.
Jeg er meget stolt over at vinde frivilligprisen, men jeg har også mange gode hjælpere omkring mig, siger Erik Larsen.
Formålet med frivilligprisen er at vise påskønnelse af den frivillige sociale indsats, som foregår hver dag året rundt. Der er også et ønske om at skabe opmærksomhed omkring det frivillige sociale arbejde til inspiration for andre. Med prisen følger også et pengebeløb på 15.000 kr., som vinderen kan bruge efter eget ønske.
Per Møller, som er formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget, overrakte prisen fredag eftermiddag ved et mindre arrangement i Byrådssalen på Hjørring Rådhus.
– Det er altid meget svært at vælge vinderen af frivilligprisen, da alle kandidater er gode bud til prisen. I år har vi valgt, at Erik Larsen fra Lendum vinder prisen. Han har i årevis ydet en kæmpe frivillig indsats, som har gjort en stor forskel for ældre i Lendums lokalsamfund. Dette store engagement vil vi gerne anerkende med frivilligprisen, siger Per Møller (C).
Med i Byrådssalen var udover Erik Larsen og de to indstillere også tre politikere fra Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget formand Per Møller, næstformand Chelina Bagger og Louise Bilde Hvelplund.
– På grund af Corona-situationen har det ikke været muligt at uddele prisen ved den store frivilligfest, som vi plejer, men vi håber at vende stærkt tilbage næste år. Det har været vigtigt for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget fortsat at have en markering af, hvor betydningsfuld denne pris er, siger Per Møller (C).