I flere år har PtX-teknologien været nævnt som en mulighed for havne i Danmark. Det gælder ikke mindst havne, der leder efter nye vækstområder for at finansiere eksempelvis en udvidelse som hos Hirtshals Havn.
– Produktion af PtX og grønne brændstoffer er ren utopi på danske havne. Det har intet med havnedrift at gøre, fastslår imidlertid Dennis Jul Pedersen, adm. direktør i Esbjerg Havn, til magasinet Energy Supply.
– Det er helt utænkeligt, at det skulle kunne bidrage til noget på en havn. Hvis vi har arealer, der ikke bruges til havneaktiviteter, så sælger vi dem. Hvad skulle vi ellers gøre? Vi driver en havn, tilføjer Dennis Jul Pedersen.
– Man blander alle mulige fancy ting ind: PtX, grønne brændstoffer og alt muligt andet. Men der er ikke en krone investeret i det. Der er meget snak, men ikke nogen, der gør noget ved det, slutter direktøren hos Esbjerg Havn.
Idéen lever ikke desto mindre videre hos blandt andet Hirtshals Havn, skriver Energy Supply. Her forsøger man fortsat at få teknologien op at flyve. Om det lykkes, kan kun tiden vise, men tankevækkende er ovenstående.
Læs hele artiklen bag betalingsmur her hos Energy Supply: Her bør man droppe PtX
Fakta om PtX
PtX, eller Power-to-X, er en teknologisk proces, hvor elektricitet, typisk fra vedvarende energikilder som vind og sol, omdannes til andre former for energi eller produkter. X står her for det endelige produkt, som kan være brint (H₂), metanol, ammoniak eller syntetiske brændstoffer. Power-to-X har stor politisk bevågenhed i Danmark, blandt andet fordi produktionen vil kunne udnytte den vedvarende strøm, når der er mest af den, og på den måde lagre vind- og solkraft.
Kilde: Danmarks Nationalleksikon.


