På et tidspunkt i livet, hvor de fleste begynder at spekulere på pensionen, har Hanne Birkeholm efter mere end 30 års arbejde indenfor socialområdet i det offentlige fuldstændig skiftet spor. Hun er nu selvstændig iværksætter, og fra 1. september har hendes website Garnlyst.dk været i luften med et bredt tilbud af miljøvenligt garn.
Garagen til parcelhuset i Bjergby er indrettet til lager, og Hanne Birkeholm er klar til at ekspedere de første kunder.
”Jeg ser frem til at få kunder, der henvender sig af lyst, efter i mange år at have haft klienter, der var drevet af nød,” siger Hanne Birkeholm.
Det er tre år siden, Hanne Birkeholm begyndte at spekulere på at blive selvstændig, og i halvandet år har hun arbejdet med Garnlyst-projektet.
”Min familie har støttet mig fuldt og helt undervejs. Min bonussøn er IT-kyndig og har været behjælpelig med at oprette min hjemmeside, og min datter er behjælpelig med regnskaberne. Og så har jeg en bank, der har været meget velvillig,” siger Hanne Birkeholm.
Fra starten har hun været meget optaget af, at produkterne fra Garnlyst skal være miljøvenlige.
”Produkterne og den produktion, der ligger bagved, skal operere på et bæredygtigt grundlag. Det skylder vi vores børn og børnebørn,” siger Hanne Birkeholm.
Den primære målgruppe for Garnlyst er unge mødre, der har fokus på bæredygtigt tøj eller legetøj til deres børn. Måske strikker eller hækler de ikke selv. Men det gør bedstemor så, ellers står Hanne Birkeholm klar til at lære alle generationer at hækle eller strikke.
Ikke blot salget, men også markedsføringen af Garnlyst skal foregå digitalt.
”Især i starten vil det utvivlsomt være nødvendigt at investere en del i annoncering via f. eks. Google Shopping og Facebook Ads,” forklarer Hanne Birkeholm.
I forberedelserne til lanceringen af Garnlyst.dk har Hanne Birkeholm fået gratis råd og vejledning hos Hjørring ErhvervsCenter, og hun har fulgt det iværksætterkursus, som erhvervscentret tilbyder i samarbejde med EUC Nord.
”Det har været værdifuld at få hjælp til at løse de mange opgaver, som en iværksætter står overfor. Og så har det også været givende at få gode tips og inspiration fra andre iværksættere,” siger Hanne Birkeholm.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.