Vi ved godt, at der findes en verden uden for Verona, vi ved godt, at ”barnebrude” er et faktum, og vi ved, at Paris sætter farten ned inden for bymæssig bebyggelse…
Det var… i det store hele… hvad jeg nåede at tænke, inden jeg blev fanget ind i det, teatre kan, når det er bedst… man glemmer tid og sted og lever sig ind i aktørernes univers og deres historie, som den udspilles i samspillet på scenen og i spillet med publikum…
Allerede i 1500-tallet var man bevidst om, at små piger risikerer liv og helbred ved at blive gift for tidligt, men virkeligheden… og traditionen… og nødvendigheden overruler rundt om i verdenen betænkelighederne, og egentligt var det et ”sjovt” tilfælde, at repremieren på Romeo og Julie fandt sted samme dag som opstarten på en vis rigsretssag…
”Den, der løber, snubler let” synger dødsenglen… Vi ved det jo godt… i vores forhastede verden er der plads til forbedringer og lidt mere eftertanke, som måske ikke direkte har noget med hastighedsgrænser i Paris at gøre, og eftertanke og fantasi blev der lynhurtigt brug for på premieredagen, idet Magnus Haugaard, der spiller Grev Paris, efter generalprøven var så uheldig at brække armen, og hvad gør man så, når stykket kræver, at man viser sine allerfremmeste evner udi fægtekunsten…
Her skal ikke røbes, hvad Haugaard og hans Paris byder ind med iført ren forbinding fra Regionshospitalet ud over det kendte, at det er ham, der har et tilbud til den 14-årige Julie, som hendes forældre trods betænkeligheder ikke kan sidde overhørigt…
Kærligheden bygger bro over selv de største afstande og dybeste afgrunde… selv i et miljø, hvor had til andre er noget, man fødes ind i… Det ved vi godt fra utallige fortællinger fra kunsten og fra virkeligheden… Vi ved også, at det ikke er altid, at den slags brobygning ender lykkeligt…
I Romeo og Julie kender vi slutningen… Nu om stunder ville de unge og deres hjælpere helt sikkert have haft god hjælp af deres mobiltelefoner, som kunne have sikret, at den intrige, der skulle bringe de unge mennesker sammen igen, ville have haft en chance for at lykkes…
Sådan går det ikke… Til gengæld finder de unge hinanden i den fælles familiegrav og undervejs har vi mest leet med på de muntre dialoger, som måske er lige ved at kamme studentikost over med fokus på aktiviteter under bæltestederne, men herregud… Det er jo også en slags ungdomsstykke, ikke…?
Set fra min plads på tredje række gik det hele op i en smuk og elegant enhed af fornemt skuespil, troværdige kulisser, jazzsyngende fortæller og så lyset… i ny og næ tog jeg mig tid til at nyde skyggespillet, som måske ville kunne bære en forestilling alene…
Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og skulle du nu med al den jordiske og iblandt hektiske aktivitet sidde med en bekymring for skuespillernes helbred – og for dit eget publikumshelbred for den sags skyld – så oplyser teatret, at sceneunderlaget består af kokosmuld, som er et rent og bæredygtigt produkt, der hver dag vandes for at undgå for meget støv…
Dette Shakespearestykke har været udsat for en del benspænd, som det på forunderlig vis er lykkedes at overvinde… en brækket arm er ingen hindring… ihvertfald løses problemet ganske elegant… Alligevel håber jeg, at det er slut med modgangen, så herfra blot: Knæk og bræk… Alle i og omkring septembers aktiviteter i den store sal fortjener det…
Romeo og Julie kan du møde på Vendsyssel Teater frem til og med den 28. september… Den 16. og 23. september suppleres forestillingen med Teatersamtaler, hvor et tema fra forestillingen tages op med henholdsvis, hjerneforsker Mikkel Wallentin og jazzmusiker Lars von Lillienskjold…