Af Kirsten Morild Andersen, Pernille Buhelt og Hanne Korsgaard
Regionsrådsmedlemmer for Socialdemokratiet
Region NordjyllandNordjylland
I Socialdemokratiet gik vi til årets budgetforhandlinger med et klart mål: At sikre bedre vilkår for de mest udsatte borgere i vores region.
Disse borgere – hjemløse, mennesker med psykiske lidelser eller misbrug – står ofte med de største udfordringer, når de møder sundhedssystemet. Alt for mange oplever, at de hurtigt falder igennem i overgangen fra hospital til kommunale tilbud, hvilket resulterer i, at de snart vender tilbage til hospitalet. Det skal vi ændre på.
Med budget 25 har vi derfor, i samarbejde med forligspartierne, afsat 4 millioner kroner til at styrke indsatsen for de mest udsatte borgere. Det er et vigtigt skridt mod at sikre, at ingen bliver efterladt på gaden eller uden den nødvendige hjælp ej heller efter et hospitalsophold.
Vi har prioriteret 2 millioner kroner til at udvikle et nyt tilbud, hvor sundheds- og socialfagligt personale samarbejder både i akutmodtagelsen, hvor patienter hjælpes videre på hospitalet , samt 2 mio kroner til løsning af den komplekse udskrivning af sårbare patienter.
Sundhedspersonalet skal fokusere på den gode behandling, mens socialfaglige medarbejdere tager hånd om den videre opfølgning og koordination. Alt for ofte ser vi, at koordineringen mellem sygehus og kommunale tilbud halter, hvilket skaber frustration og utryghed for borgerne. Denne indsats skal sikre en tryg overgang fra hospital til kommunalt regi eller måske andet tilbud.
Vi har netop indviet Omsorgscenteret Nordlys – et projekt skabt i partnerskab mellem Region Nordjylland, Røde Kors, Aalborg Kommune og staten. Her bliver hjemløse, der udskrives fra hospitalet, ikke sendt direkte tilbage på gaden. I stedet tilbydes de en varm seng, mad og omsorg. Socialfaglige medarbejdere hjælper dem med at finde den rette vej videre, hvilket sikrer en værdig og sammenhængende overgang fra hospitalet til det videre liv.
For os i Socialdemokratiet handler det om, at ingen skal tabes i systemet. Snitfladerne mellem sundheds- og socialfagligt personale skal mødes, og samspil er afgørende, så borgerne ikke ender som kastebold mellem forskellige instanser. Når vi samler kræfterne og arbejder på tværs af faggrupper, giver vi de mest udsatte en chance for en bedre, tryggere og mere sammenhængende behandling.
Vi ønsker at arbejde videre med en analyse af ulighed i sundhed, således at vi får et godt grundlag til at træffe yderligere beslutninger indenfor netop dette område.
Med dette budget forsøger vi med en tværfaglig indsats at sikre, at de mest udsatte borgere kan hjælpes både under og efter en indlæggelse.
Et skridt på vejen til lighed i sundhed.
Family Dollar I very delighted to find this internet site on bing, just what I was searching for as well saved to fav