Stenene er nok det i naturen, som virker fjernest fra os mennesker. De føder hverken unger eller sætter blomster, men de har rejst langt for at blive dem, de er i dag.
I performanceværket Et tungt og langsomt menneske er stenene centrum for en fortælling om sorgbearbejdelse og om at genkende sig selv i stenenes langsomme liv.
Værket fremføres som monolog henvendt til et du, som, til trods for sin død, er stadigt nærværende. Geologien bruges som metafor for at tale om sorg og køn: På den ene side sorgen over at miste en bror, som aldrig rigtig forsvinder men efterhånden etableres som en kerne – en sans for det tunge. Og på den anden side en identitet som transperson, som udvikles ganske langsomt, tektonisk. Stenene er trofaste kroppe, der ser ud som om de står stille, men de krystalliserer endnu.
Det er en fortælling om tab – men også om at finde sin plads i historien. Om at være på vej, ganske langsomt, gennem sorgen og gennem landskabet, hen mod en dybere forståelse af sig selv, hvor stenene som sanselige holdepunkter giver adgang til at tænke over kropslige forandringsprocesser og tilhørsforhold. Stenene bruges både som medspillere på scenen og til at skabe motiver: Langsomme tektoniske bevægelser og kraftfulde vulkanske udbrud. Småsten som klirrer i hænderne som skatte. Store sten som tager sultent imod varme, når man holder om dem.
Værket fortæller om kæmpesten, hvortil der er knyttet sagn fra før-kristen tid. Disse sten har spillet en central rolle i bevarelsen af sagn om trolde, hekse og andre ”særlinge”, som ofte repræsenterer individer, der bryder med normer for køn, seksualitet og religion. Fx sagnet om Ivers Kirke, en stor rød granitsten som stod på standen ved Hirtshals, og var helligsted for en mand ved navn Iver.
Eller fortællinger om hvordan stenene var levende væsener, som satte pris på offergaver af brød eller kage og som krævede respekt og regelmæssig pleje i form af årlige bemalinger eller vanding i deres huller, for at afværge ondt. For som Teolog Mads Lidegaard skriver: ”Endnu i min barndom belærte de gamle os om, at stenene var levende som alt andet, at de groede i jorden. Mange mente også, at de fik unger: Alle de små sten, der lå omkring de store.”
Denne gamle viden om stenenes og deres sagn er truet. Den glemmes i takt med at mange af stenene kløves til byggematerialer eller fjernes for at jorden kan dyrkes. Også stenenes betydning i naturen overses: De er med til at skabe vigtige levesteder for mosser, laver og insekter, som igen spiller en helt centrale rolle for biodiversiteten. Det lader altså til at være sandhed i sagnene: Hvis vi ikke respekterer stenene, vil det gå os ilde. På denne måde kommer værket ind på et andet aspekt af sorgen, nemlig sorgen over det tab af dybde, mening og mangfoldighed vi lider, når arter forsvinder, naturen strømlignes og lokale sagn og fortællinger glemmes.
Som et landskabsportræt i ord, musik og bevægelse opføres performancen mellem Svend Engelunds karakteristiske malerier af de nordjyske vidder. På denne måde opstår en samtale mellem to kunstnere på tværs af generationer og kunstneriske udtryk med en fælles kærlighed til landskabet og dets fortællinger.
Performance af Louis André Jørgensen
- På Kunstbygningen i Vrå
- Lørdag d. 30. marts, 2024, kl 14.00
- Varighed: 50 min.
Tekst, idé, iscenesættelse, performance, scenografi og kostume: Louis André Jørgensen
Komponist: Ragnhild May
Dramaturg: Storm Møller Madsen
Tak til: Filip Vest og Faun Vium
Værket er støttet af Statens Kunstfond.
Foto: Louis André Jørgensen.