De politiske partier bag aftalen – Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti – står sammen om de grundlæggende rammer, herunder det vedtagne skatteniveau, nødvendige besparelser og de strategiske prioriteringer frem mod 2028.
– Jeg er glad for, at vi endnu en gang har kunnet samle et stort flertal i byrådet om et ansvarligt budget, der tager højde for de udfordringer, vi står overfor i de kommende år, udtaler borgmester Søren Smalbro.
Forligskredsen udtrykker i forbindelse med årets budget bekymring over de stigende udgifter på det specialiserede område, som påvirker ressourcerne til de almene områder.
– Vi har allerede taget flere initiativer, såsom Ungegarantien, Forebyggelsesstrategien og Sammen om Klassefællesskabet, der skal sikre, at flere kan indgå i fællesskaber på skoler, arbejdspladser og i hjemmene – og hvor alle har størst mulig selvbestemmelse i eget liv. Vi ønsker at bygge videre på disse tiltag med nye indsatser på både børne- og voksenområdet, og vil træffe beslutninger ud fra en grundig ekstern sammenligningsanalyse af Hjørring og lignende kommuner, lyder det fra borgmesteren.
Samlet set er det flerårige budget og den brede aftale et godt afsæt for fortsat udvikling af potentialerne og helheden i Hjørring Kommune. Forligskredsen har fokus på, at kommunen også i fremtiden skal være et attraktivt sted at bo, besøge, arbejde og drive virksomhed.
Her er nogle af budgetforligets hovedpunkter:
- Ældreområdet: Øget finansiering skal sikre kvaliteten i ældreplejen, særligt for de mest plejekrævende borgere.
- Voksen-handicap: Der tilføres ekstra finansiering i 2025 og 2026 til omstilling af voksen-handicapområdet.
- Visionen om Hirtshals Skolecenter som fyrtårn for praksisfaglig undervisning, der blev født med sidste års budget, er nu klar til at komme ud i virkeligheden.
- The Promise: En styrket indsats for nuværende og tidligere anbragte børn og unge med fokus på at lykkes i et livsperspektiv.
- Kulturarv og identitet: Støtte til kulturinstitutionerne Vendelbohus, Ungehuset Arresten, Nordjysk Pigekor, Herregården Odden og Vendsyssel Historiske Museum samt fortsat udvikling af området ved Rubjerg Knude Fyr.
- Rekruttering og fleksibilitet: Der afsættes midler til at styrke rekruttering og fleksibel arbejdstilrettelæggelse, samtidig med at arbejdsgange optimeres og de fysiske rammer udnyttes klogt.
Foto: Hjørring Kommune.