Fredag fik EUC Nord besøg af oberstløjtnant Lars Hegelund Knudsen fra InterForce Danmark, der gerne ville give EUC Nord et medlemsskjold som tegn på institutionens medlemsskab af Interforce.
Interforce er en del af Forsvarskommandoen og er en slags forening, hvor civile organisationer og virksomheder kan være medlem. EUC Nord har været medlem i mere end 20 år, forklarer administrerende direktør A. Neil Jacobsen, som på billedet ovenfor ses sammen med Lars Hegelund Knudsen.
– Vi bakker naturligvis op om vores ansatte, som er i reserven og bidrager til kongerigets samlede sikkerhed og beredskab, som det så smukt hedder i takke brevet fra Interforce, lyder det fra A. Neil Jacobsen.
Reservestyrken består af mænd og kvinder, der er medlemmer af lige præcis Reserven. Den består imidlertid også af de rigtig mange frivillige i Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.
Ikke færre end 2.300 danske virksomheder, både private og offentlige, har indtil videre valgt ligesom EUC Nord at støtte op om InterForce. Tilsammen repræsenterer de over 1.000.000 arbejdspladser.
Foto: EUC Nord.