Der var en summen og en lang kø efter sodavand i festsalen på UCN Hjørring mandag den 5. maj, inden europaminister, Marie Bjerre, skulle holde oplæg for over 100 unge, som læser til blandt andet sygeplejerske, lærer, pædagog, bioanalytiker og social- og sundhedsassistent.
Ministeren rejser, frem mod Danmark varetager EU-formandskabet 1. juli 2025 og seks måneder frem, rundt til flere af landets uddannelsesinstitutioner for at tale med de unge om, hvad der fylder hos dem, når vi taler om Europas udfordringer og potentiale.
Og i Hjørring var det særligt forsvar og sikkerhed, energiplanlægning, Europas konkurrenceevne og hvordan vi sikrer fred, frihed og demokrati i Europa, der fyldte hos de unge.

Ministeren forklarede, hvordan Danmark under det kommende EU-formandskab blandt andet vil arbejde for, at Europa kan forsvare sig selv i fremtiden.
-Spørgelysten blandt de unge, som jeg har været rundt i landet at møde, har indtil videre været høj. Og besøget på UCN Hjørring var ingen undtagelse. De unge var engagerede og veloplagte og stillede gode spørgsmål. Jeg fortalte, at vi vil bruge det kommende EU-formandskab aktivt og til at sætte retning. Blandt andet vil vi arbejde for, at Europa kan forsvare sig selv i fremtiden, ligesom vi vil arbejde for at forbedre Europas konkurrenceevne og hjælpe Ukraine på vej til EU-medlemskab. Men vigtigst af alt fortalte jeg de unge, at jeg mener, at Europas fremtid ser lys ud – særligt hvis vi griber de mange muligheder, som ligger foran os – og det kan jeg mærke, at den unge generation allerede er med på, siger europaminister Marie Bjerre.

Ministeren var ledsaget af Thomas Kastrup-Larsen, der er direktør for UCN Erhverv og Richard Fynbo, der er ejer af Fynbo Foods og formand for DI Vendsyssel.
Ministeren rejser, foruden sin turné rundt i landet på uddannelsesinstitutioner, også rundt i Europa for at besøge alle EU-lande og en række kandidatlande, inden 1. juli 2025.
Også elever fra de omkringliggende uddannelsessteder EUD, HHV, HTX, VUC og STX var inviteret med til arrangementet på UCN Hjørring.
Foto: Cecilie Rex Selmer.


