Havvindmølleprojektet ud for Frederikshavn er sat på pause indtil 2026. Det fremgik af programmet Følg Pengene som blev sendt på Danmarks Radio mandag formiddag. Det er European Energy, der har truffet beslutningen om at sætte projektet på pause.
I programmet udtalte Andreas Karhula Lauridsen ,som er chef for havvind i European Energy, at pausen skyldes, at der ikke er økonomi i projektet ved Frederikshavn, medmindre European Energy kan nyde godt af nogle synergigevinster fra opførslen af andre projekter, som pt. er sat i bero af Energistyrelsen.
Oplysningen er overraskende. For det er mindre end 14 dage siden, at Energistyrelsen gav tilladelse til, at European Energy kunne genoptage planlægningen af havvindmølleparken ud for Frederikshavn. Planlægningen har været sat på pause på grund af en mistanke om at projekter under den såkaldte åben-dørordning er i strid med EU’s regler om statsstøtte.
Ifølge Andreas Karhula Lauridsen er projektet ved Frederikshavn for lille til, at det kan betale sig at opføre det alene. Derfor afventer European Energy en afklaring af åben-dørordningen. Ifølge European Energy haster afklaringen, hvis havvindmølleparken ud for Frederikshavn skal blive til virkelighed, da parken skal være etableret og sat drift inden oktober 2027 ifølge etableringstilladelsen.