Idéen til den helt store åbningsfest lørdag den 26. juni startede med, at Hirtshals Handel & Erhverv ville finde en erstatning for det tidligere og stærkt savnede arrangement med Small Ship Race.
– Hvad er mere nærliggende end at tænke Stand Up Paddle med Mads Halle Bruun og Lars Kruse Jensen fra Surf og Natur, som i forvejen gør et kæmpe arbejde for at udbrede den vandsport, siger Dorthe Schaltz, der er formand hos Hirtshals Handel & Erhverv.
– Det er derfor endt med, at vi om eftermiddagen den 26. juni fra klokken 15 til omkring 18 vil lave en Stand Up Paddle konkurrence i havnebassinet ved Hirtshals Marina. Havnedirektør Andreas Duus har givet tilladelse hertil. Ligesom Redningsstationen er villig til at yde support i bassinet, uddyber Dorthe Schaltz.
Det endelige program til den store event er som allerede nævnt endnu ikke på plads, men sæt allerede nu kryds i kalenderen til en festlig dag med masser af underholdning både på Hirtshals Havn og Husmoderstranden.