50’erne fejres i 2023 med et stort SHUBILÆUMS SHOW, og det har Hardinger Band haft stor succes med rundt i det ganske land, og når året lakker mod enden, så bliver det for alvor vendelboernes tur til en ordentlig folkefest.
Event &Os offentliggjorde koncerten d.en 3. november på Vendelbohus allerede tilbage i foråret, og dengang stod der Hardinger Band på plakaten. Henrik Konnerup, som er en del af &Os, mener så absolut, at festen kun bliver endnu større af, at Hardinger Band nu har taget Shu-bi-dua 2.0 til sig.
– Det kan vi helt tydeligt se på billetsalget, siger Henrik Konnerup.
Det er almindeligt kendt, at Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard af respekt for Bunden ikke har brugt navnet Shu-bi-dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Men i anledning af 50 års jubilæet genopstår navnet nu i en version 2.0 udgave – angiveligt på opfordring af Bundesens børn.
De optræder fortsat med stor respekt, ydmyghed og ikke mindst glæde, når de synger Shu-bi-dua sange som ‘Vuffeli-Vov’ og ‘Den røde tråd’ – og hele Danmark synger med. Og nu får vi vendelboere altså også muligheden for at synge med og danse, når Hardinger Band Shu-bi-dua 2.0 gæster Vendelbohus i Hjørring den 3. november med det store SHUBILÆUMS SHOW.
En ‘pille’ for hele folket, som TV-lægen Peter Qvortrup Geisling har ordineret til alle aldre. TV-lægen er med til SHUBILÆUMS SHOWET – da han angiveligt er Danmarks største Shu-bi-dua fan. Og han vil guide gennem SHUBILÆUMS SHOWET med herlige fortællinger og anekdoter om Shubberne.
Shu-bi-dua 2.0 består foruden af Michael Hardinger og Jørgen Thorup, der har været med i 40 års tid, også af Shu-bi-dua-veteranen Kim Daugaard på bas. Kasper Daugaard (Kim Daugaards søn), som er med på klaver, har valgt at hellige sig projektet – han har tidligere spillet med bandet Lukas Graham. Bandet tæller også B-Joe på guitar og Flemming Olsen bag trommerne.
– Og hvem af os kan ikke synge med på ‘Danmark’, ‘Costa Kalundborg’, ‘Hvalborg’, ‘Midsommersangen’, ‘Knuden’ og ‘Askepot’, siger Chelina Bagger, som er den anden halvdel af Event &Os.
– Personligt kan jeg i hvertfald glæde mig over, at Shubberne var en solid del af min opdragelse, tilføjer Chelina Bagger og lover slutteligt, at trods vi ALLE kender Shu-bi-dua, så vil aftenen helt sikkert også byde på overraskelser og masser af ting, de fleste af os ikke vidste.
Så skal du med til folkefest, når der er SHUBILÆUMS SHOW på Vendelbo til november, så kan du købe billet på ogos.billetexpressen.dk
&Os anbefaler, du tager dem med, du gennem generationer har nydt de mange Shu-bi-dua hits med. Alle dem, der som dig også har tabt sit hjerte til de mange humoristiske undersættelser, som ‘Kylling med softice’, ‘Lulu rocken går’ og ‘Står på en alpetop’.