Midtvejs på den smalle hovedgade ned igennem Lønstrup ligger det eventyrligt spændende Galleri Dorte Friis.
Huset rummer naturligvis altid værker af indehaveren, men også andre kunstnere udstiller i galleriet med den karakteristiske arkitektur, der signalerer højt til loftet og et ambitiøst kulturelt vingefang.

– Når Dorte Friis skaber sine værker, sørger hun for at udnytte den tredimensionale effekt til fulde. Motiverne breder sig over vasen i sin helhed. Kattens hale bugter sig om den runde form som en arabesk, fuglene breder deres takkede vinger over hele fladen, og menneskekroppene slynger deres arme, ben og lange hår i elegante baner på den natsorte baggrundsglasur, lyder den rammende karakteristik fra Tom Jørgensen i Kunstavisen.

– Dorte Friis er som keramiker optimistisk, farveglad og harmonisk. Hendes værker vækker glæde, og man har svært ved at slippe dem, ikke kun med øjnene, men også med hænderne. Man får lyst til at eje dem. Ar røre dem. Og det må da være den ultimative kompliment for en keramiker, tilføjer Tom Jørgensen.

Kunsten har da også, som man kan læse på galleriets hjemmeside, fyldt meget hos familien Friis. Anders Friis er repræsenteret med sine stærke og stiliserede granitfugle, som står adskillige steder i det nordvestlige Vendsyssel. Ligeledes kan man se internationalt anerkendt tekstildesign af Lisbeths Friis og selvfølgelig den eventyrlige keramik af Dorte Friis. Hos sidstnævnte står ikke bare det eventyrlige og poetiske udtryk centralt, idet form og motiver har tydelig inspiration fra klassisk græsk keramik.

Galleriet byder hele året på spændende udstillinger med anerkendte danske og internationale kunstnere. Man kan følge med på her Galleri Dorte Friis.
Foto: Janne Haslund.


