Allerede et par årtier tidligere havde jeg selv været elev på den nybyggede skole, som dengang havde ry for at være ræverød og progressiv, hvorved den vist var i stærk opposition til den gamle kommuneskole i midtbyen.
Ræverød vil ingen imidlertid beskylde den skoleinspektør, der var på stedet, da jeg fik mit første vikariat, for at være. Ikke desto mindre mindes jeg skolen som et rart sted at starte karrieren i folkeskolen, hvilket kun i nogen grad skyldtes, at mange af mine nye kolleger faktisk var mine egne tidligere lærere.
Derimod skyldes mine gode minder ikke mindst skoleinspektørens på en og samme tid temmelig konservative insisteren på bogstavelig talt at opretholde ro og orden. Formløshedens tyranni er ganske vist titlen på et værk af K. E. Løgstrup, men det kunne såmænd have været et advarende fyndord brugt af Eyvind Hogstad.
Ikke desto mindre var den i nogle kollegers øjne stokkonservative skoleinspektør, der altid holdt på netop formerne, faktisk en særdeles fremsynet herre, der bare klogt insisterede på at bevare alt det bedste, mens man samtidig forsøger at forbedre det allerede eksisterende. Barnet måtte for alt i verden ikke ryge ud med det pædagogiske badevand.
Til min udelte fornøjelse ser jeg så denne søndag et debatindlæg i Jyllands-Posten skrevet af samme Eyvind Hogstad. Heldigvis virker min gamle chef til fortsat at være i hopla og fuld vigør samt med samme skarpe blik for nødvendigheden af at forandre, dog ikke med henblik på at omkalfatre alt, men lige præcis for at bevare det bedste.
“Tanken om at undervise alle børn samlet uanset deres forudsætninger er fuldstændig hen i vejret,” fastslår Eyvind Hogstad og peger på, at man i mange år troede, at svage elever blev dygtigere og stærkere ved at gå sammen med elever, der var skarpere end dem selv. Det var ifølge ifølge den gamle skoleinspektør, der også har været forvaltningschef på skoleområdet, selvsagt noget vås. Det samme må siges om en vidtgående inklusion af børn med forskelligartede vanskeligheder, tilføjer Eyvind Hogstad.
“Under min seneste ansættelse som skoleinspektør ved Ulvkærskolen i Hirtshals gjorde en dygtig og entusiastisk lærergruppe et forsøg. Det er nok 25 år siden. Det gik ud på at ophæve årgangsbegrebet og klasseinddelingen allerede fra børnehaveklassen. De første tre årgange dannede et hold på 60-70 elever, der alle mødtes til morgensamling dagligt, men derefter opdeltes i hold alt efter deres evner og forudsætninger. Det betød, at der kunne sidde 24 elever på et hold og fem på et andet, der skulle lære at læse eller regne. Til andre tider kunne alle måske være sammen, og man sluttede hver dag med en fællessamling. Alt i nøje samklang med forældrene.”
Tanken var ifølge skoleinspektøren, at differentieringen skulle fortsætte op i de højere klasser, men ressourcemangel satte desværre en stopper for denne udvikling, der kostede ekstra lærertimer og byggede på idealistiske lærerkræfter.
“Jeg tror desværre, at netop idealismen er på retur i vore dage, godt hjulpet af politikere, der ikke lyttede tilstrækkeligt til skolens folk, men gennemførte en reform, der forstærkede skolens vanskeligheder, tog megen arbejdsglæde fra mange lærere samtidig med en arbejdstidsaftale, der var uden forståelse for lærerarbejdets særlige vilkår.”
Afslutningsvis peger min gamle chef på en anden vanskelighed i dagens skole, som er mange forældres stædige forestilling om, at lige præcis deres barn er unikt også i skolen og bør behandles derefter. Det er en misforståelse, fastslår Eyvind Hogstad.
“I skolen skal det enkelte barn lære at kunne indgå i et fællesskab og følgelig være et nummer i rækken. Det kræver dets respekt for både små og store medmennesker, hvilket ikke alle forældre har opdaget.”
I ovenstående lys kan det forekomme som historiens grumme ironi, at Ulvkærskolen i dag er væk, men heldigvis er der tydeligvis fortsat pædagogiske krummer i pensionisten Eyvind Hogstad.
I essayet ”Hug og Slag i Skolen” beskriver samme Eyvind Hogstad, hvordan både små og store skoleelever er blevet straffet og mishandlet fra 1500-tallet til slutningen af 1900-tallet.
Langt de fleste børn havde i forvejen vanskelige vilkår, men skolen var i mange tilfælde ikke et sted, hvor de i trygge rammer kunne blive dygtigere. Tværtimod. Bogen giver et levende og til tider morsomt billede af situationen – trods det dystre emne. Der er ikke kun fokus på, hvordan skolebørn blev straffet fysisk, men også på hvorfor. Samfundets holdning til afstraffelsen gennem tiderne belyses.
Eyvind Hogstad (f. 1940) har, som antydningsvis beskrevet i artiklen ovenfor, hele sit liv været engageret i skolens forhold, som lærer, førstelærer, skoleinspektør og forvaltningschef. Dettte store engagement præger også hans essay, hvor han hele tiden har blik for børnenes situation. Bogen er for alle med interesse for skolehistorie og for kulturhistorie i almindelighed.
Bogen er på 88 sider i kvadratformat og indbundet. Den er illustreret i sort/hvid og farver. Forsidebilledet er et velvalgt litografi af kunstneren Henry Heerup.